Bil beslaglagt og traileruheld i Horsens
En bilist blev lørdag standset uden førerret og mistænkt for narkokørsel i Skanderborg. I Horsens forårsagede en forkert monteret trailer et uheld. Derudover er der anmeldt indbrud, en halshugget svane og brand i cykelskur.
Af Thomas Rasmussen
Bilist standset uden førerret og bil beslaglagt
Lørdag den 28. februar 2026 klokken 20.58 standsede en patrulje fra Sydøstjyllands Politi et køretøj på Vroldvej i vestgående retning uden for Østbirkvej i Skanderborg.
Føreren, en mand fra 1990 fra Horsens-området, blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer. Ved nærmere kontrol viste det sig desuden, at han ikke havde førerret til det pågældende køretøj.
Manden erkendte at have kørt uden førerret, men nægtede at have kørt under påvirkning. Det er sket flere gange tidligere, at han har kørt uden førerret, og derfor blev køretøjet beslaglagt. Det havde han ingen indsigelser imod.
Der blev taget en blodprøve, som nu skal undersøges. Herefter vil politiet tage stilling til den endelige sigtelse.
Trailer løsrev sig og ramte modkørende bil
Fredag den 27. februar 2026 klokken 13.28 skete der et færdselsuheld på Ternevej i Horsens.
En mand fra 1999 fra Horsens kørte med en trailer, som ikke var korrekt monteret. Under kørslen løsrev traileren sig og trillede over i et modkørende køretøj.
Det viste sig, at plastikkappen på anhængertrækket ikke var fjernet inden montering, hvilket medførte, at traileren ikke sad korrekt fast.
Der skete alene materiel skade ved uheldet.
Indbrud i Søvind
Der er anmeldt indbrud på Havmarken i Søvind ved Horsens.
Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag den 27. februar 2026 klokken 07.00 til lørdag den 28. februar klokken 08.00.
Et vindue er brudt op med koben. Der er stjålet følgende.
- seks spisebordsstole
- to lamper
- en lænestol
- smykker
Anmeldelse om halshugget svane
Søndag klokken 14.30 modtog politiet en anmeldelse om en halshugget svane ved Nørrestrand i Horsens.
En patrulje blev sendt til stedet, men kunne umiddelbart ikke finde noget. Vagtchefen har ikke yderligere oplysninger, men politiet vil følge op på anmeldelsen.
Brand i cykelskur
Mandag den 2. marts 2026 klokken 08.04 modtog politi og brandvæsen en anmeldelse om brand på Emil Møllers Gade i Horsens.
Ved ankomst viste det sig, at der var tale om brand i et cykelskur.