Bo Young gav Gedvedhus en nytårskur med hjertevarme
Bo Young helt tæt på en glad beboer – et af de øjeblikke, hvor musikken ramte lige dér, hvor hjertet sad.
GEDVED - Med sang, humor og sin helt særlige nærhed skabte Bo en uforglemmelig eftermiddag for beboerne. Han nåede ud til hver eneste plads, og det mærkedes tydeligt, at musikken og mødet gjorde noget ved folk – på den gode måde.
Af Jørn Kildall
Der var dækket op med eftermiddagskaffe og bobler, da omkring 70 brugere, beboere og frivillige samledes til årets nytårskur på Gedvedhus. Og der gik ikke mange minutter, før Bo Young havde hele flokken i sin hule hånd. Han kom tæt på. Helt tæt. Så tæt, at man næsten kunne høre kaffekoppen dirre, når han slog tonen an og mødte blikkene rundt om bordet. Det var ikke en optræden. Det var et møde.
Bo lagde ikke skjul på sin stolthed over at være søn af Jodle Birge, og arven fra faren gled naturligt ind mellem historierne og sangene. Men det, der for alvor gjorde forskellen, var måden, han satte sig – ja nærmest landede – midt i fællesskabet. Med 20 centimeters afstand og en varm hånd over en anden blev eftermiddagen til mere end bare underholdning.
Den særlige kontakt
Bo fik rummet til at trække vejret lidt friere. Han kendte tonen, kendte publikum og vidste præcis, hvornår han skulle skrue ned for tempoet og op for smilet. Den gamle talemåde om at “vade ind i folk med træsko på” passede egentlig meget godt. Men her var det sagt på den kærlige måde. Bo gjorde det nemt for beboerne at være med og gjorde det svært for nogen at lade være.
Snakken gik lystigt ved bordene, før musikken tog over og samlede hele selskabet på Gedvedhus.
Musikken samlede alle
Der lød både Jodle Birge-klassikere og Bo’s egne sange. Og selvom repertoiret spændte vidt, var det ikke sangene i sig selv, der gjorde eftermiddagen. Det var den måde, de blev givet på. Man kunne se minder danse i øjnene rundt om bordene, mens små grin tørrede det fugtige væk igen.
Et stille punktum
Da Bo rundede af med “Skuld gammel venskab”, nåede folk ud efter hinandens hænder. Nogle lukkede øjnene. Og sådan sad de, helt stille, uden at det føltes mærkeligt. Bare rigtigt.
En nytårskur, der blev båret hjem af både toner, nærhed og de små øjeblikke, hvor man glemmer tid og sted. Og hvor man tydeligt kunne se, at beboerne bare nød det.