Gå til hovedindhold

Bør Horsens Kommune ikke gå forrest imod stroke?



DEBAT - Hvert år bliver omkring 240 borgere i Horsens Kommune ramt af stroke – og en tredjedel af dem er under 65 år. Stroke, der dækker over blodprop eller blødning i hjernen, er den hyppigste årsag til handicap i Danmark og rammer ikke kun individet, men også de pårørende og hele samfundet. Derfor skal vi gå nye veje og tage ansvar lokalt.

Af Lars Jensen, Medlem af Sundhed- Forebyggelse- og Psykiatriudvalget for Venstre i Horsens.

Horsens Kommune med over 7.000 medarbejdere bør derfor gå forrest i forebyggelsen af stroke.

Influenzavaccine + stroke screening

I Venstre mener vi, at vi allerede har et oplagt sted at starte: Influenzavaccinationerne. Hvert år får mange af kommunens medarbejdere og borgere over 65 tilbudt en vaccination mod influenza. Hvorfor ikke samtidig frivilligt tilbyde en hurtig og enkel screening af blodtryk og hjerterytme?

Et højt blodtryk og hjerteflimmer også kaldt atrieflimren er nogle af de største risikofaktorer for stroke. Faktisk vurderer eksperter, at op mod 90% af alle stroke-tilfælde kan forebygges ved at identificere og behandle netop disse tilstande. Ved at tilbyde en simpel test i forbindelse med en vaccination, kan vi redde liv, forebygge livslang sygdom og samtidig spare kommunen for millioner i behandling og rehabilitering.

Patientforeningen Hjernesagen har allerede sat gang i et vigtigt initiativ og søger midler til blodtryks- og hjerterytmemålingsapparater. Hvis vi som kommune bakker op – ved at tilbyde kommunens ansatte en screening af blodtryk og hjerterytme i forbindelse med den årlige influenzavaccination – kan vi sammen tage næste skridt.

I Venstre holder vi på at forebyggelse skal være let til gængelig og nemt. Derfor foreslår Venstre, at Horsens Kommune skal undersøge om en frivillig screening mod stroke i forbindelse med influenzavaccinationer vil være muligt – først blandt medarbejdere, og siden for borgerne. Det vil være en lille indsats med stor effekt. Vi skylder borgerne at gå forrest nu.

Er du pårørende som familiemedlem, nær ven eller ønsker du mere information, er du velkommen til at kontakte Hjernesagens afd. Horsens/Hedensted på 5118 3734 eller via mail chha@hjernesagen.dk. Du kan også søge hjælp på www.hjernesagen.dk/horsens-hedensted-og-silkeborg

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer