Da børnene sang lyset frem i Yding Kirke
YDING - Luciasangen blev øvet og øvet, inden optoget gik gennem kirken og skabte en stille glæde blandt de mange fremmødte. Lone Buhl mindede om, at Lucia ikke kun er historie – men en invitation til at være til stede for hinanden.
Tekst og foto Lone Buhl Pedersen
Der var en særlig summen i Yding Kirke søndag eftermiddag. Klokken havde knapt passeret ét, før børn og voksne sad klar i bænkene, mens sognepræst Lone Buhl med et varmt smil gav tegn til, at nu skulle Luciasangen have endnu en omgang. Og endnu én.
Det lød faktisk smukt allerede dér.
En time senere – da dørene igen knirkede – rejste en fyldt kirke sig i ét stille sus. Ind kom børnene med lys og forventning i hænderne, og “Nu bæres lyset frem” gled ud i rummet, som om sangen selv vidste, hvor den skulle hen.
Når lyset får lov at brede sig
Midt i alt decembermørket satte Lone Buhl ord på, hvorfor Lucia stadig rammer os. Hun fortalte om Lucia som et menneske, der bar lys til andre – de fattige, de forfulgte – og at vi faktisk kan gøre det samme. Ikke med store armbevægelser, men med små varme ting, vi kan huske i hverdagen.
Et smil. En hånd på en skulder. Et opkald til en, der savner én. Det er næsten for enkelt, sagde hun, men sådan er lyset også nogle gange.
En øvesang, en forventning – og et fællesskab
Inden optoget gik i gang, havde børnene stået tæt foran alteret og øvet deres indgange, som om de havde gjort det hele livet. Nogle trådte lidt forkert, andre grinede lavmælt – og netop det gjorde stemningen levende. Forældre nikkede opmuntrende fra bænkene, og man kunne mærke en lille sitren af både stolthed og decemberglæde.
Da lysene endelig bevægede sig ned gennem midtergangen, blev det hele bundet sammen. Fællesskabet, sangen, og den blide påmindelse om, at vi faktisk godt kan være lys for hinanden. Også når vi ikke lige bærer hvid kjole og glorie.
Og før alle gik hjem i den tidlige vintereftermiddag, lød Lones stille ønske: Glædelig advent – og pas på lyset, både det i hænderne og det i hjertet.