Gå til hovedindhold

Brug ikke-testen inden vi ulejliger læserne



DEBAT - Den 19. september havde Horsens Folkeblads chefredaktør, Stine Eskildsen, en fremragende lederartikel, som burde være tvangslæsning for samtlige byrådskandidater fra samtlige partier. Essensen i lederen var den, at vi som stiller op til byrådet - og derfor skriver læserbreve – ikke kan være bekendt at ulejlige læserne med en ordflod af floskler og fraser.

Af Bent Riis
Byrådskandidat for Socialdemokratiet

Tænkte eksempler fra floskelfloden: ”Vi skal være gode ved dyrene”. ”Vi skal opføre os ordentligt, når vi står i kø i Bilka”. ”Kaffen skal være varm på plejehjemmene”. Så er det, at avislæseren spilder sin tid, fordi der ikke er nogen af udsagnene, som kan bestå ikke-testen. Der findes jo ingen i hele verden – hverken blandt mennesker eller blandt byrådskandidater - som vil sige: ”Vi skal ikke være gode ved dyrene”. ”Vi skal ikke opføre os ordentligt, når vi står i kø i Bilka”. ”Kaffen skal ikke være varm på plejehjemmene”.

Til mig selv og til alle mine med-kandidater ved byrådsvalget den 18. november: Vi skal huske at bruge ikke-testen hver gang vi skriver et læserbrev. Hvis indholdet dumper i testen, så er debatindlægget et ligegyldigt tidsspilde for læserne.

I sin lederartikel takker chefredaktøren alle byrådskandidater, fordi vi deltager i debatten og sender læserbreve til Horsens Folkeblad, og hun fortsætter med en opsang:

”Når det så er sagt, så ville det være rart, hvis I rent faktisk mener noget i de læserbreve. Altså noget mere markant end at, ”de ældre skal have en værdig alderdom”, ”alle børn fortjener en god skolegang” og andre floskler i den dur. Det er modige og skarpe holdninger, der gør læserbreve værd at læse”.

Tak for opsangen. Den var tiltrængt.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer