Gå til hovedindhold

Masser af liv i Egebjerg SFO



SFO Egebjergskolen

EGEBJERG - Egebjergskolens SFO ønsker et tættere forhold til lokalområdet, og holdt derfor åbent hus torsdag.

Tekst og foto Per Bonde

Det vrimlede med børn, da Stine Moos tog i mod i SFO’en. I dag er jo en lidt særlig dag, så jeg tænker, stort set alle 250 tilmeldte børn i SFO’en er nok til stede lige nu, fortalte Stine. Vi holder åbent hus i dag, fordi vi har et mål om, at vi i SFO’en får tættere kontakt til det samfund, der omgiver os. Når vi vil det, må vi jo sørge for at lokalområdet – både beboere og virksomheder - ved hvad Egebjerg SFO står for.

De børn, der går i SFO’en, har deres rødder i lokalområdet, og vi synes derfor, det er helt naturligt, at vi kommer lidt tættere på hinanden, og udforsker mulighederne for at bruge hinanden. Vi har været lidt i gang og været på besøg hos Danish Crown, men der er jo mange flere virksomheder, det kunne være interessant at besøge, siger Stine, og måske kunne der komme god dynamik ved at besøge beboerne på Egebakken.

SFO Egebjergskolen

Mange aktiviteter

I SFO’en har vi rigtig mange aktiviteter. Nogle er åbne hver dag, men vi har mange, der kun er åbne en gang i mellem. I dag er alle aktiviteterne åbne. Stine viste alle afkroge af SFO’en frem, lige fra stille rummet, hvor man kunne sidde i stilhed og fordybe sig, til krearummet, hvor lydniveauet var en smule anderledes. Der var rummet med ansigtsmaling, legerummet, og det store fællesareal. Vi besøgte træværkstedet og skolekøkkenet, inden turen gik til underetagen, hvor eleverne fra 4. og 5. klasse hørte til.

Oprindelig kunne børnene gå i SFO ind til og med 3. klasse, men der var behov for, at også ældre børn kunne gå i SFO, og derfor er der nu mulighed for, at de større børn deltager i SFO’en, fortæller Stine. I starten var det nok mest forældrenes behov for pasning af børnene, der fyldte SFO’ en, men nu er indtrykket, at det er børnene, der vælger tilbuddet til. Som du kan se, er der masser af aktivitet hernede, og på spørgsmålet om, hvor er mobiltelefonerne, lød det, ”dem bruger de kun sjældent her”.

SFO Egebjergskolen

Fysisk samvær i højsædet

I det hele taget var det meget få skærme, der blev set overhovedet, og dem der var, var der tidsbegrænsning på. Det var fysisk samvær, der var i højsædet, hvad enten man sad i stillerummet, var i krearummet eller spillede bold. I de to timer jeg opholdt mig SFO’en hørte jeg ikke et eneste skænderi.

Forældre og andre gæster begyndte langsomt at dukke op, og heldigvis lod børnene de voksne deltage i deres aktiviteter. ikke mindst i krearummet, hvor symaskinerne blev brugt til produktion af tasker, puder og meget andet, kunne de voksnes færdigheder bruges. 

Borgmesteren kom forbi

Borgmester Peter Sørensen havde lovet at kigge forbi, og Ulfa og Arthur havde fået opgaven at følge ham rundt sammen med Stine. Det var en opgaven, der blev taget seriøst, og hos dem begge mærkedes en smule nervøsitet, inden Borgmesteren dukkede op. Det gik dog over, da de fandt ud af, at Peter bare er en helt almindelig nysgerrig mand der er god til at stille spørgsmål. Peter blev vist rundt, og de fleste steder engagerede han sig i de aktiviteter, der foregik.

Åbent hus dagen i Egebjerg SFO gav indsigt i børnenes dagligdag i SFO’en, og jeg kan afkræfte den megen snak om, at børn kun kan fungere med en mobiltelefon i hånden. Den eneste mobil, jeg så, var min egen, der blev brugt til at fotografere.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Middelaldertræf i Sdr. Vissing".
Middelaldertræf i Sdr. Vissing

Reklamer

Mest læste artikler