
DEBAT - Jeg synes, at det lyder både poetisk og stemningsfuldt, når Venstre i Horsens foreslår at genoplive fjordbadet ved Strandparken. Tænk, hvis vi bare kunne lukke øjnene og gå direkte til drømmen.
Af Anders Krojgaard Lund
Byrådsmedlem og spidskandidat, Det Konservative Folkeparti
Det ville da være fantastisk at hoppe i havet og nyde udsigten fra en spritny stor badeanstalt midt i den smukke fjord. Men som konservativ repræsenterer jeg nu også dem, der gerne vil kende prisen, før vi bestiller champagne til indvielsen.
Lad os derfor tænke lidt over, hvad det egentligt ville koste. Anlæg af havnebade andre steder i landet har typisk kostet flere millioner – dertil kommer dyre jordarbejder og trafikanlæg. Det er ikke småpenge for en kommune, hvor budgettet i forvejen presses af alt, lige fra velfærd til veje. Hvad vil Venstre så ikke have? Nedprioritere ældrepleje, daginstitutioner, veje og parkeringspladser – eller vil Venstre igen hæve skatten nu for at finansiere luksusbade?
En anden, mere lokal udfordring: Parkering. Skal naboerne på Strandparkalle og Næsset nu agere parkeringsvagter hele sommeren, mens byens badenymfer fylder villavejene? Eller foreslår Venstre, at parkering forbydes, så kun folk i gå- eller cykelafstand kan få glæde af herlighederne? Jeg har svært ved at forestille mig, at man både kan få noget, der har værdi for mange i kommunen og samtidig ikke forvente en mængde biltrafik.
Det er fair at drømme i politik, men at drømme om at bruge skatteydernes penge på fornøjelser kræver også en ærlig snak om de konkrete omkostninger – og fravalg.
Vi borgere i Horsens kunne også vælge at prioritere bedre veje, flere plejehjem, en bedre folkeskole, styrke infrastrukturen eller sikre bedre sagsbehandlinger. Er et stort fjordbad virkelig den bedste investering for kommunens borgere, eller er det bare en sommerdrøm for de få?
Venstre fortjener ros for visionerne – i en perfekt verden gad vi jo nok alle bade i fjorden hver morgen – hvis den altså bare lige var ren og uden møg. Men i virkelighedens verden skal pengene bruges bedst muligt. Venstre vil finde pengene i kommunens budget, altså hos skatteyderne, må man forstå. Som konservativ må jeg spørge: Hvad skal vi så fravælge? Hvor skal man parkere? Og hvad går vi egentlig glip af, når vi bare drømmer videre for skatteydernes penge?