Gå til hovedindhold

Flæsk og holdninger i Tebstrup: Klar til kryds og kamp



Valgflæsk

TEBSTRUP - Der bliver ikke kun serveret stegt flæsk med persillesovs i Tebstrup Forsamlingshus den 11. november – der bliver også langet politiske budskaber over bordene. Et godt gammeldags vælgermøde er på menuen – og alle er inviteret.

Af Jørn Kildall

Man skal ikke undervurdere, hvad en god omgang stegt flæsk og persillesovs kan føre til. Tirsdag aften den 11. november kl. 19.00 åbner Tebstrup Forsamlingshus dørene for en aften, hvor både smagsløg og meninger får frit spil.

– Vi håber, folk er sultne på både mad og debat, griner Helene Thorup fra Landsbyfællesskabet og lover, at der hverken bliver sparet på flæsk eller spørgsmål.

Kend dine kandidater – før du stemmer på dem

Ved bordene sidder ikke kun sultne borgere, men også de politikere, der gerne vil have fingrene i nøglerne til Skanderborg Kommune. Og ja – både de garvede og de nye håbefulde stiller op til skafottet… øh, panelet.

Frands Fischer (A), Jens Szabo (V) og Christian Wibe-Marker (C) er med som spids- og borgmesterkandidater, men de har også selskab af flere lokale stemmer – blandt andet Peter Glibstrup og Frank Møller fra Voerladegård og Johan Hjort fra Hylke.

Og skulle man være i tvivl om, hvad man kan spørge om, får man lidt inspiration med på vejen:

  • Er der styr på trafikken i de små byer?
  • Har vi nok pasningspladser?
  • Hvad med fritidsaktiviteter og boliger?
  • Og hvordan går det egentlig med samarbejdet mellem landområderne og Skanderborg Kommune?

Demokrati med persillesovs – helt tæt på

Det hele styres i vanlig ro og orden af den tidligere amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen og Helene Thorup, der gerne stiller de spørgsmål, du måske ikke tør selv. Men bare rolig – du får også ordet!

Ifølge Skanderborg Kommunes egen landdistriktspolitik er landsbyerne noget helt særligt. Her bor ildsjælene, fællesskaberne spirer, og man får ting til at ske – nogle gange hurtigere end i byrådssalen.

Tilmeld dig – og få flæsk med holdning

Mødet er arrangeret af lokalforeningerne i Ejer Bjerge, Hylke og Voerladegård – og alle er velkomne. Men fordi man hverken kan trylle med flæsk eller persillesovs, er der tilmelding og en lille betaling for maden. Det klarer du nemt her: https://ejerbjerge.nemtilmeld.dk

Der er lagt op til en aften med både grin og gravalvor. En aften, hvor du måske får mere ud af flæsket end bare smagen. Og hvor et enkelt spørgsmål fra dig kan gøre en forskel de næste fire år.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer

Mest læste artikler