Trivsel i folkeskolen er en folkeret – ikke et lotteri

DEBAT - Trivsel i folkeskolen burde være en selvfølge. Desværre er virkeligheden en anden for alt for mange børn og unge, der dagligt kæmper sig gennem skoledagen. Der er børn, der mobber andre, ikke fordi ofrene har gjort noget forkert, men blot fordi de skiller sig ud fra det normale eller er nemme at drille.

Af Stephan Arnold (V)
Byrådskandidat 

I dialog med forældre møder jeg ofte frustration over, at ansvaret for mobningen lægges på netop ofret. Det er tankevækkende, for vi ville aldrig acceptere den tilgang blandt voksne i forholdet mellem voldsofre og gerningsmænd. Hvorfor gør vi det så blandt børn?

Der er mange værktøjer i den pædagogiske værktøjskasse. Et af dem er at anerkende, at mobning finder sted. Et andet er at sikre ordentligt opsyn med de børn, vi som kommune har ansvaret for i skoletiden. Hvis jeg skulle pege på et konkret ledelsesværktøj, ville det være at differentiere personalets pauser. Det vil sikre, at der altid er voksne til stede i frikvartererne, og det skaber tryghed og forhindrer mobning, før den får fat.

Vi ved, at mobning ikke bare stopper, når skoledagen slutter, den kan sætte dybe spor og følge mennesker hele livet. Derfor er det afgørende, at de største indsatser i både forebyggelse og håndtering sættes ind så tidligt som muligt.

Men vi kan ikke tale om trivsel uden også at tale om ressourcer. I budgetforslaget for 2026 ligger folkeskolens driftsbudget på 729 mio. kr., og selvom forligspartierne nu har aftalt at tilføre yderligere 160 mio. kr. over de næste fire år, ændrer det desværre ikke på det grundlæggende billede. Horsens ligger stadig i den nederste tredjedel af landets kommuner, når det gælder investeringer pr. barn. 

Inklusion, som vi har praktiseret den de sidste mange år, har slået fejl. Alt for mange børn får ikke den støtte, de har brug for, og alt for mange lærere står med opgaver, ingen rimeligvis kan løse inden for de rammer, de er givet. Trivsel kommer ikke af sig selv. Den kræver tilstrækkelige ressourcer og voksne, der har tid og overskud til at være der, hvor børnene har brug for dem.

Vi skylder vores børn trygge fællesskaber, nærværende voksne og skoler, der reelt er finansieret til opgaven. De børn, der har det sværest, har mest brug for, at vi lykkes.