Gå til hovedindhold

Ny sæson for Gudenå Folkekor



Ny sæson for Gudenå Folkekor

Arkivfoto

Repertoiret har altid været vidt favnende- lige fra små stykker af musicals til små stykker af klassiske værker – men ofte med rod i den danske sangskat.

Skønt koret har sunget rytmiske sange med andre kor, er det mere den klassiske sang, som er korets varemærke.

Gudenå Folkekor er derfor det eneste kor i den nære omegn med netop dette repertoire.

Det skyldes bl.a. korets leder, Jørn Bendixen, som er konservatorieuddannet sanger og cellist, og som har en stor og lang erfaring i at lede kor.

Under Jørns kyndige ledelse har koret opført uddrag af komponister som N.W. Gade, Beethoven, Bach, Mozart og også Høybye, Frans Leharr m.fl.

Vi har optrådt vidt forskellige steder som Silkeborg Bad, Vestbirk Vandkraftværk, Horsens museum, adskillige kirker og på gader og stræder.

Ca. hvert andet år tager koret på rejse til udlandet. Men i år har vi holdt os inden for landets grænser, idet vi i maj deltog i en korfestival på Bornholm med 500 korsangere fra henholdsvis Danmark, Norge og Sverige. Det blev en meget vellykket tur med koncerter rundt på øen, hvor vi både alene og sammen med de øvrige korsangere optrådte med egne og fælles numre. Det hele kulminerede i Rønne kirke med et fælles program for alle 500 sangere. En meget stor og flot oplevelse!

Herudover mødes vi hvert andet år med vort venskabskor fra Skibby på Sjælland for sammen at opføre en koncert enten hér eller der.

Koret synger fortrinsvis 4-stemmigt - men begynder efterhånden at mangle stemmer!

Mandsstemmer har det knebet med en del år, men vi har også brug for nye kvindestemmer i koret.

Det er derfor meget vigtigt, at du giver dig selv og din stemme en chance i dette kor, hvis Brædstrup og omegn skal fortsætte med at have et kor som Gudenå Folkekor.

Vi har en munter tone i koret, som udover den musikalske glæde og berigelse, også skaber mange gode og mindeværdige stunder.

Mød op! 4. september 2018 kl. 19.30 i den gamle rådhussal, Niels Wongesvej 8, Brædstrup og giv din stemme til kende!
Det koster 550 kr. fra sep. til jul. De første 2-3 gange er gratis prøvetid.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer

Mest læste artikler