Håndboldskole – I Gedved kan de selv
GEDVED - Hvorfor ikke bare arrangere vores egen håndboldskole? Den idé fik forældrene til piger fra Gedveds U11/U13 håndboldhold. Og ved fælles hjælp fik de stablet 3 gode håndbolddage på benene.
Af redaktionen
Der var træningspas hvor der blev trænet alt fra hopskud til angrebsfinter og forsvarstaktik. For at komme godt i gang med dagene løb pigerne en morgentur i det friske vejr. På en håndboldbane skal man kunne arbejde sammen og stole på hinanden. Derfor blev der også brugt tid på samarbejdsøvelser. Men der blev også tid til leg og tur i svømmehallen. Og sidst men ikke mindst var der hygge, samvær, brætspil og overnatning i hallen.
En perfekt afslutning på vinterferien
10 af holdets 14 piger synes at en håndboldlejr kunne være en perfekt afslutning på vinterferien og ankom derfor torsdag med træningstøj, dyner, madrasser og en masse energi til hallen i Gedved. Forældre stod for forskellige former for træning og aktiviteter og efter de 3 dage var det et hold trætte, men glade piger, der afsluttede dagene med en træningskamp mod Torsted HK.
Gedved IF Håndbold er håndboldafdelingen under idrætsforeningen Gedved IF og har hjemme i Gedved i Horsens Kommune. Afdelingen organiserer håndboldaktiviteter for børn, unge og voksne og er en central del af det lokale idræts- og foreningsliv.
Gedved IF Håndbold har til formål at tilbyde et aktivt og inkluderende fællesskab med håndbolden som omdrejningspunkt. Afdelingen lægger vægt på både sportslig udvikling og sociale værdier, hvor fællesskab, engagement og fair play er bærende elementer.
Foreningen drives primært af frivillige trænere, ledere og forældre, som i fællesskab sikrer drift, træning og afvikling af kampe og turneringer.