GLUD - Den 1. og 2. august kan besøgende opleve høstarbejde, veterantraktorer, markedsboder og arbejdende værksteder. Børn kan prøve gamle lege og tage en tur i Børnebyen, når Glud Museum holder Høstweekend og markedsdage.
Af Redaktionen
Når Glud Museum slår portene op til Høstweekend og markedsdage den 1. og 2. august, bliver høsten sat i centrum. Gæsterne kan opleve, hvordan arbejdet på markerne foregik i 1800-tallet, længe før moderne mejetærskere overtog arbejdet.
På marken bliver der høstet med le, kornet bindes i neg, og veterantraktorer viser, hvordan udviklingen gradvist ændrede arbejdet i landbruget. Besøgende får også mulighed for selv at prøve nogle af de gamle arbejdsmetoder.
Liv i værksteder og på markedspladsen
Rundt på museet er de arbejdende værksteder i gang med at forarbejde naturens råvarer til mad, tøj og redskaber. Ved Badensminde bliver der gjort klar til det traditionelle høstgilde, mens gæsterne kan følge arbejdet på tæt hold.
På markedspladsen sælger udstillere kunsthåndværk og lokale specialiteter. Samtidig er der aktiviteter for børn og voksne med gamle lege, stylter og børnetraktorer i og omkring Børnebyen, som er museets nye område for de yngste.
En weekend med høsten i centrum
Høsten var årets vigtigste tid i det gamle bondesamfund. På få uger skulle afgrøderne i hus, og hele familien deltog i arbejdet. Den historie danner rammen om weekendens aktiviteter, hvor museet viser både håndkraftens tid og de første maskiner, som ændrede landbruget.
Høstweekend og markedsdage finder sted lørdag den 1. august og søndag den 2. august fra klokken 10 til 17. Entréen er 95 kroner for voksne, mens børn og unge under 18 år har gratis adgang. Det endelige program offentliggøres tættere på arrangementet.
Faktaboks
- Høstweekend og markedsdage
- Glud Museum
- 1.-2. august 2026
- Kl. 10-17
- Entré: 95 kr.
- Gratis for børn og unge under 18 år