Hovedgård tændte julen med optog og fællesskab

HOVEDGÅRD - Byen fulgte skoleorkesteret gennem gaderne, hilste på de ældre ved plejehjemmet og sluttede af på stationspladsen, hvor både juletræ, gløgg og en gavmild julemand satte prikken over i’et på den gamle adventstradition.

Af Jørn Kildall. Foto Jan Koborg

Det var som om hele byen trak vejret lidt dybere, da Hovedgård igen markerede første søndag i advent. Den slags dage kunne noget særligt. Skoleorkesteret førte an i den kølige decemberluft, og tonerne gled ud mellem husene, mens folk stod i dørene for lige at få det hele med.

Ved plejehjemmet stoppede optoget. De ældre sad klar bag ruderne og nikkede i takt, og enkelte løftede en hånd, da en kendt melodi ramte et gammelt minde. Det var små øjeblikke, der bandt byen sammen på tværs af årtier.

Få minutter senere fortsatte orkesteret ned mod spejderne, der stod klar med faklerne. Og da de sluttede sig til feltet, voksede hele følget til et varmt tog af lys gennem mørket.

Velkomst og julesange

Stationspladsen fyldtes hurtigt. Anders Boll bød velkommen, sådan lidt lavmælt, men alligevel med den autoritet, der fulgte med opgaven. Kort efter holdt sognepræst Anne-Marie Wang Poulsen sin adventstale, der satte tankerne i gang om både glæde og taknemlighed.

Så blev der sunget. To gode julesange, kendte som gamle venner, og orkesterets blæsere gav dem det sidste løft, så flere tog et halvt skridt tættere på hinanden.

Julemandens store entré

Men børnene ventede kun på én ting. Og da råbet kom: “Julemand, julemand, hvor er du?” smilede de voksne næsten lige så bredt som børnene. Julemanden dukkede frem, som han plejede, og poserne med slik rakte langt ned i de mindstes hænder.

Mens børnene forsøgte at holde styr på både handsker og karameller, blev gløggen delt ud til de voksne. Den dampede i den kolde luft, og flere sagde stille, at nu – nu var julen altså begyndt.

Traditionen lever videre

Da træet endelig blev tændt, lød der et lille sus over pladsen. Ikke noget stort drama, bare den der kollektive lettelse, man kun fik, når noget velkendt faldt på plads igen. Og sådan stod Hovedgård endnu en gang skulder ved skulder i begyndelsen af december.

Traditioner levede kun, fordi nogen gad møde op år efter år. Og den søndag viste byen endnu en gang, at den slags stadig betød noget.