
SKANDERBORG - I en tid hvor ensomhed er et stigende problem, skaber NGO’en Husrum trygge fællesskaber for unge. Gennem frivillige hjertevenner og lokale mødesteder bygger de bro mellem unge og sociale fællesskaber. Jeg har talt med Husrums koordinator for Skanderborg og snart også Silkeborg, Kristine, der deler hendes indsigt i HUSRUMs vigtige arbejde og deres seneste, bemærkelsesværdige samarbejde med Smukfest.
Tekst og foto Mark Sørensen
Jeg har derfor sat 29-årige koordinator hos HUSRUM, Kristine Toftegaard Frandsen i stævne på deres mødested på FLOK i Dyrehaven ved Skanderborg.
En vej ind i de sociale relationer
Jeg spurgte Kristine om hendes vej til HUSRUM.
"Jeg fandt ud af, at jeg nok ikke skulle sidde bag en computer med tal og statistik," fortæller hun, der er uddannet sociolog med speciale i mental sundhed, fra Aalborg Universitet. Vejen til HUSRUM begyndte under hendes praktik, hvor hun arbejdede med et dataprojekt for organisationen. Hendes passion for unges trivsel førte hende dog hurtigt ud af kontoret og ind i en rolle, hvor hun kan arbejde direkte med mennesker.
Som koordinator er hendes opgaver alsidige og dækker alt fra at matche unge med HUSRUMS tilbud til at rekruttere og pleje de frivillige. "Min uge kan se meget forskellig ud," siger hun, "men jeg tager mig af alt, der har med de unges opstart at gøre, så vi skaber en tryg begyndelse for alle."

Frivillighedens fundament
En af Husrums største opgaver, udover de unge, er at finde og fastholde frivillige. Organisationen har brug for frivillige, der er villige til at bruge tid på at skabe og vedligeholde relationer. Det er et arbejde, der kræver mere end blot praktiske opgaver. I forenings Danmark er der nok af foreninger og organisationer, som alle hverver frivillige, men Kristine er fast overbevist om, at der er plads og frivillige nok til alle.
"For os er det enormt vigtigt at få skabt en frivilliggruppe, der er meget heterogen," forklarer hun. "De frivillige skal have en god menneskelig intuition, og de skal ville de unge."
Her kommer konceptet med hjertevenner ind i billedet. Hjertevenner er voksne, der mødes én til én med en ung, der kan have svært ved at indgå i større sociale grupper. Målet er at opbygge den unges tro på sig selv og give dem de sociale værktøjer, de har brug for, i trygge rammer. "En hjerteven er ikke en mentor eller en terapeut," understreger Kristine og fortsætter "det er en voksen, der har lyst til at mødes med en ung for at lave hyggelige aktiviteter en gang om ugen."
Ensomhed og teknologi – et paradoks?
Ensomhed er et alvorligt folkesundhedsproblem i Danmark. Særligt blandt 19-25-årige oplever op mod 12 procent en form for ensomhed. Ifølge Kristine er den største faktor manglen på sociale færdigheder. "Man har svært ved at tage initiativ til at skabe nye relationer. Man har svært ved at fastholde relationer," forklarer hun. Dette får mange unge til at trække sig fra sociale situationer, fordi det er nemmere at blive hjemme, forklarer hun.
I stedet for at bekæmpe moderne teknologi som sociale medier, har Husrum valgt en anden tilgang. De møder de unge, hvor de er, for at bygge bro mellem online og offline fællesskaber. "Mange interaktioner kan være lige så værdifulde, selvom de ikke foregår fysisk," forklarer hun. Derfor har Husrum et Discord-community, hvor de unge kan interagere og deltage i aktiviteter online.

Husrum på Smukfest: En oase for alle
I år udvidede Husrum deres rækkevidde ved at indgå i et unikt samarbejde med Smukfest. Gennem dette partnerskab fik unge fra Husrum mulighed for at være frivillige på festivalen og bidrage til et af Danmarks største fællesskaber. Det var en oplevelse, der gav de unge succes og følelsen af at være en del af noget større.
En central del af samarbejdet var etableringen af en "oase" på festivalpladsen – et frirum, hvor unge og andre festivalgæster kunne trække sig tilbage fra larmen og lade op. "Det var simpelthen et sted, hvor man kunne lukke larmen ude," fortæller Kristine. Hun understreger, at oasen var åben for alle, ikke kun unge fra Husrum. "Vi tror på, at det er utroligt værdifuldt at møde nye mennesker, selv på festival," siger hun.
Fremtiden for samarbejdet
Husrum ønsker at gøre deres tilstedeværelse på Smukfest til en fast del af festivalen. Dette kræver dog både økonomiske og frivillige ressourcer. "Jo flere vi åbner op for, jo flere frivillige ressourcer kræver det også," påpeger hun.
Partnerskabet med Smukfest er med til at sætte fokus på vigtige emner som ensomhed og ungefællesskaber. For Husrum er det en måde at forankre sig i lokalsamfundet og vise, hvad de kan bidrage med. Men den største værdi ligger i at se de unge blomstre.
"Jeg får lov at se de unge, som også kommer ind under huden på mig, blomstre og få nogle oplevelser, de ellers aldrig ville have fået," fortæller hun. "Jeg går glad hjem fra arbejde. Det er en personlig, meningsfuld oplevelse."
Hvis du er interesseret i at blive frivillig eller benytte dig af deres tilbud, kan du læse mere om HUSRUM på deres hjemmeside: www.husrum.dk