Gå til hovedindhold

Jakob Bille – fra Ærøs færgehavn til fjerkræsmaskiner og Matador-nostalgi



Jakob Bille

Jakob Bille stiller op som spidskandidat for Liberal Alliance ved kommunalvalget den 18. november i Horsens Kommune. (Foto: Jørn Kildall)

KV25/PORTRÆT - Han ville være kaptajn på de syv verdenshave – og blev i stedet chef for 1.800 dommere og nørd i Neil Armstrongs souvenirs. Mød Jakob Bille: dommerchef, ur-samler og Matador-fan med rødder i Ærø og hjertet i Horsens.

Tekst og foto Jørn Kildall

"Jeg ville være kaptajn!" siger Jakob Bille med et grin og kigger ud af vinduet, som om han stadig står der på havnen på Ærø og venter på færgen. "Jeg kan huske det så tydeligt – jeg stod der med min bedstefar og talte biler, der kørte af færgen. Og så drømte jeg mig væk til store skibe og eventyr.”

Barndommen på Ærø satte sig fast, både i næseborene og i hjertet. "Der var noget magisk over det der havneliv – duften af tjære, fiskekutterne... det hele. Det satte sig. Det var før det hele blev rationelt."

Men som det ofte går, ændrede drømmene sig – og i en stue i Hinnerup blev kursen sat i en anden retning.

Landet Rundt og Bahrein

"Jeg sad med min mor og så Landet Rundt – og pludselig kom der et indslag om en ung kvinde, der var ude at rejse med sin uddannelse. Bahrein, Malaysia – hun havde været over det hele. Og jeg tænkte: 'Det dér, det skal jeg også!'"

Jakob tog derfor på handelsskole, videre til eksportakademiet – og pludselig var han selv i Malaysia, som 19-årig, udsendt af en virksomhed, der lavede... fjerkræsslagterimaskiner.

"Det lyder ikke sexet, men det bragte mig rundt i verden. Jeg var i Indien og lavede markedsanalyser for kyllingemaskiner – det lyder skørt, men det var en vild oplevelse."

Når hverdagen er dommerfløjt og VAR-teknik

I dag er Jakob dommerchef i DBU Jylland. 1.800 fodbolddommere ligger under hans administrative vinger, og han har været med til at indføre VAR-systemet i Danmark.

"Mine døtre siger, at det er mit 'rigtige job'," griner han. "Men det er det jo også. Jeg elsker at være med til at udvikle og støtte dommerne – det er et miljø med stærke fællesskaber."

Og selv om han ikke længere løber rundt på Superliga-baner, dømmer han stadig lidt ungdomskampe "for ikke helt at miste grebet."

Urværk, Matador og månestøv

Når Jakob ikke arbejder, rejser – eller skriver læserbreve – så forsvinder han gerne ned i en anden verden. En retroverden.

"Jeg samler på gamle ure. Ikke fordi de er dyre eller flotte, men fordi de fortæller historier. Det handler ikke om glimmer – det handler om tid."

Og så er der rummet. Bogstaveligt talt. På væggen hænger nemlig en original plade fra Neil Armstrongs personlige samling.

"Den fik jeg fat i via en auktion i USA. Den er en del af Neil Armstrong Family Collection – det synes jeg er helt vildt. Tænk, den har hængt hjemme hos ham."

Han smiler lidt skævt. "Ja, jeg ved det godt. Det er nørdet. Men det gør mig glad."

Jakob Bille

Ærø, værdier og livsro

Jakob taler varmt om sin barndoms-Ærø. "Der var noget særligt dengang. Oprigtighed, nærvær, respekt. Jeg tror, det er derfor, jeg samler på gamle ting – det giver mig ro i en verden, hvor alt skal gå hurtigt."

Han mistede sin far som otteårig, og det prægede ham dybt. "Min mor blev min klippe, og jeg overtog hurtigt noget af ansvaret i familien. Det har nok formet mig."

I dag søger han stadig tilbage til Ærø, når verden larmer for meget.

"Når jeg går ombord på færgen, så falder blodtrykket. Det hele bliver stille, og jeg får ro. Det er som en osteklokke, hvor man bare er. Og det kan man ikke finde på Mallorca."

En hverdag med piger og politik – i den rækkefølge

Selvom han ikke sidder i byrådet, er Jakob stadig politisk aktiv. Men hans døtre kommer først.

"De er teenagere nu, så de vil helst være sammen med deres venner – men jeg prøver at hænge på."

Det er tydeligt, at hans familieliv betyder meget. Han fortæller med varme om sine døtre, og hvordan de bor 100% hos ham. "Det fungerer fint. Og så har jeg heldigvis min passion for ure, historie og rumfart at nørde med, når de ikke gider hænge ud."

Fra kaptajnsdrømme til kaptajn over livet

Jakob Bille er ikke blevet kaptajn på de syv verdenshave – men måske er han i virkeligheden blevet noget endnu bedre: en mand, der styrer sit eget skib gennem livets strømme, med kompasset rettet mod ordentlighed, nysgerrighed og nostalgi.

"Det handler om at være ordentlig," siger han. "Og om at finde ro, midt i det hele."

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer