Josefines magiske minibibliotek tager pusten fra alle
STENABALLE - Det begyndte i en skotøjsæske – nu står et detaljerigt lille bibliotek på Stensballeskolen. Josefine har skabt hver eneste bog i hånden og turde først ikke vise det frem. I dag er hele skolen begejstret.
Tekst og foto Arendina Post de Jong
Da døren til bibliotekets lille kontor går op, smiler Josefine lige så stille. Som om hun egentlig ikke helt forstår, hvorfor der pludselig er så meget interesse for det lille værk, hun har brugt to måneder på at bygge. Men dér står det: et helt minibibliotek. Af ler. Af ispinde. Af tålmodighed.
Hun arbejder i sin fritid på skolebiblioteket, og bibliotekaren havde længe spurgt, om nogen mon havde idéer til at gøre rummet mere hyggeligt. “De færdiglavede minibiblioteker kostede så meget, så jeg begyndte selv,” fortæller hun. Først i en skotøjsæske. “Det var ikke så stabilt, men det gav mig en idé om størrelsen.”
Detaljerne vokser frem
Josefine fandt inspiration på nettet, tegnede skitser og lod resten komme lidt efter lidt. “Jeg havde en idé, men det kom mest undervejs,” siger hun og trækker på skuldrene, som om det bare er sådan noget, man lige gør. Hverdag efter skole sad hun to timer og byggede. Ler, der skulle tørre. Ispinde, der skulle knækkes til lige de rigtige størrelser.
Og så er der detaljerne. Rundt regnet 200 små bøger. En kat på hylden. En mus, der får én til at kigge to gange. En bibel, der ligger på gulvet. Malerier på væggen – endda et af bibliotekaren. Og et lille lys, der kan tændes og slukkes. Sådan helt rigtigt.
Stolthed i miniature
Det sværeste? Josefine behøver ikke tænke længe. “Den lille grønne bog. Med guldskrift. Penslen var så lille, og jeg rystede helt.” Alligevel lykkedes det. Og i dag er hun stolt. Det kan man høre på hendes stemme, selv om hun siger det forsigtigt.
Hun var bange for, at ingen ville kunne lide det. “Men jeg får kun ros. Alle er vilde med det.” Hun griner lidt, næsten lettet.
Et råd til andre, der tøver
Når man nu har bygget noget så fint, må man godt give et råd videre. Og det gør hun gerne: “Lav skitser. Start småt. Spørg din familie. Spring ud i det.” Hun holder en lille pause. “Jeg var også nervøs. Men prøv alligevel.”
Inde i det lille kontor står minibiblioteket og lyser op. Et helt univers, skabt af en skoleelev, der bare ville gøre noget hyggeligt. Nogle gange er det småt, der fylder mest.