ØRTING - Der bliver både glas, bronze og keramik at kigge på, når Dorthe Bent inviterer til Jul i Galleriet den 14. og 15. november. I år får hun selskab af Nina Jarlstad fra KopKop Keramik.
Af Jørn Kildall
Juleengle, nisser og stjerner i glas. Der bliver nok at kigge på, når glaskunstner Dorthe Bent åbner dørene til juleudstilling i det gamle stationspakhus i Ørting.
Dorthe Bent har arbejdet med glaskunst siden 1997 og har gennem mange år holdt udstillinger i sit galleri på Den Gamle Station.
Hun arbejder især med farverigt glas, som hun skærer til, maler på og dekorerer med knust glas, inden det smeltes sammen. Hun fremstiller blandt andet fade, glasbilleder og pynt til årets højtider.
Siden 2014 har hun også arbejdet med bronze, hvor hun laver små figurer og smykker. Derudover maler hun landskabsbilleder.
Til årets juleudstilling får hun besøg af Nina Jarlstad fra KopKop Keramik, som deltager som gæsteudstiller.
Der bliver mulighed for at finde både julegaver, julepynt og værtindegaver.
Jul i Galleriet finder sted lørdag 14. og søndag 15. november, begge dage fra klokken 10 til 16.
Adressen er Den Gamle Station, Horsensvej 155 i Ørting.