Julen bliver lysere når alle hjælper til
ØSTBIRK - Fællesskabet i Østbirk og Yding sogne viser igen sin styrke. Fra elever på Dagnæsskolen til lokale erhvervsdrivende og frivillige kræfter har mange bidraget, så alle 18 ansøgere får julehjælp i år.
Af Lone Buhl Pedersen
Det giver så god mening. Ja, nogle gange er der slet ikke andre ord, der kan stå forrest.
For i år søgte 18 familier julehjælp i Østbirk og Yding sogne – og alle 18 får den.
Hvorfor? Fordi vi gør det sammen. Fordi ingen herude søger for sjov.
Og fordi opbakningen igen har været overvældende.
Forbi præstegården er der kommet både legetøj, gavekort og små kuverter med store hjerter i. Mange har sendt et bidrag, uden at gøre et stort nummer ud af det. Det er næsten det fineste.
Fællesskabets kræfter
Der var børn fra 5. årgang på Dagnæsskolen, der kom slæbende med fire flyttekasser fyldt med indpakkede gaver. Der var byens butikker og erhvervsdrivende, som gav flotte pakker til julelotto, hvor pengene gik direkte til julehjælpen.
Og som altid stod Røde Kors klar. Det samme gjorde Juleuddelingen af 1867 og Frimurerordenens 9 Forenede Hjerter i Horsens. Trofast år efter år.
Når alle kan noget
Og så er der Jytte Schnack. Med støtte fra Søstrene i Søsterloge nr. 65 Primula har hun vandret, malet, bundet, kokkereret og gjort sig umage hele året for at give børn her i sognene en jul, der glitrer lidt mere.
Det giver så god mening, når nogen gør noget – og en anden gør noget andet. For så bliver der pludselig gjort rigtig meget.
Meningen med det hele
Ingen kan alt, men alle kan vi noget. Og i år kan 18 familier mærke, at deres lokalsamfund står bag dem.
Måske er det derfor, vi bliver ved. Fordi det giver så god mening at hjælpe hinanden.
Fordi julen bliver lysere, når hænderne er mange.