Gå til hovedindhold

Klippestuen lukker trods masser af kunder



Klippestuen Østbirk - Susanne og Lykke

Klippestuen Østbirk - Susanne Dam og datteren Lykke Andersen (Arkivfoto)

ØSTBIRK - Susanne Dam må lukke Klippestuen i Østbirk på grund af sygdom. Hun stopper samtidig helt som frisør. Salonen har ifølge Susanne både mange kunder og en god omsætning. Datteren Lykke skal nu finde en ny arbejdsplads.

Tekst og foto Jørn Kildall

Saksene bliver lagt væk i Klippestuen på Smedegade den 15. oktober.

Efter lidt over to år lukker Susanne Dam sin frisørsalon. Det skyldes ikke manglende kunder, fortæller hun.

“Jeg har masser af kunder og god omsætning, men sygdom er jeg desværre ikke herre over.”

En svær beslutning

Susanne ønsker ikke at fortælle nærmere om sygdommen. Den er privat. Men konsekvensen er klar: Hun stopper helt som frisør.

Det har ikke været en nem beslutning.

“Ja, det er ærgerligt at skulle lukke salonen, og min datter Lykke skal ud at finde ny arbejdsplads,” fortæller Susanne Dam.

Hun åbnede Klippestuen i juni 2024. Dengang var det en gammel drøm, der blev til virkelighed på Smedegade i Østbirk.

I maj 2025 kom datteren Lykke Andersen med i salonen. Mor og datter har siden stået sammen om kunderne.

Klippestuen Østbirk - Lykke Andersen

Lykke Andersen i salonen Klippestuen (Arkivfoto)

Lykke skal videre

Lykke er nu i gang med at finde en ny arbejdsplads.

Susanne forventer ikke, at datteren kommer til at gå ledig længe.

Hun beskriver hende som en meget dygtig frisør og er sikker på, at hun nok skal finde et nyt sted.

For Susanne selv bliver situationen en anden. Når døren lukker den 15. oktober, er det samtidig slut med frisørfaget.

Mange har reageret

Beskeden om lukningen har allerede givet reaktioner fra kunderne.

Susanne fortæller, at hun både har fået kommentarer ansigt til ansigt, mails og sms’er.

Stamkunderne har ifølge hende forståelse for beslutningen. Flere har samtidig sagt, at de kommer til at savne både Susanne og Lykke i salonen.

Det er netop kunderne, Susanne fremhæver, når hun ser tilbage på de godt to år.

“Vi sidder tilbage med en enorm taknemmelighed. Af hjertet tak til hver og en af jer, der har taget plads i vores stol.”

Hun nævner både de lokale stamkunder og kunder, som er kommet længere væk fra for at blive klippet i Østbirk.

Klippestuen Østbirk - Susanne Dam

Susanne Dam da salonen lige havde åbnet (Arkivfoto)

Åbent frem til oktober

Der er stadig halvanden måned tilbage i Klippestuen.

Susanne og Lykke fortsætter arbejdet frem til den sidste åbningsdag 15. oktober, og det er fortsat muligt at booke en tid.

“Du kan derfor stadig nå at booke din tid og få det eller de sidste besøg med, hvilket vi sætter stor pris på,” fortæller Susanne.

Kunder med gavekort skal nå at bruge dem inden lukningen.

Har man allerede en booking efter 15. oktober, bliver man kontaktet direkte.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Horsens Middelalderfestival 2026".
Horsens Middelalderfestival 2026

Reklamer