VESTBIRK - Foredrag fortæller historien om syv allierede flyvere, der mistede livet ved Vestbirk i 1943.
Torsdag den 19. november kl. 19.00 inviteres der til et spændende historisk foredrag i Vestbirk Forsamlingshus. Her vil historiker og ekspert i flykrig under Anden Verdenskrig, Kristian Zouaoui, fortælle om de dramatiske begivenheder, der fandt sted i lokalområdet under krigen.
Den 21. april 1943 styrtede et britisk Lancaster-bombefly ned ved Birknæs, lige uden for Vestbirk. Syv allierede flyvere mistede livet, og deres skæbne er erindret på mindestenen i Vestbirk.
Men hvad skete der egentlig den nat? Hvilken opgave var flyet på, hvordan var krigssituationen på dette tidspunkt, og hvem var de syv mænd om bord?
Det er nogle af de spørgsmål, Kristian Zouaoui vil belyse i sit foredrag. Med sin store viden og fortælleglæde vil han også sætte ulykken ind i en større sammenhæng og fortælle om andre flystyrt i nærområdet. På den måde får tilhørerne et indblik i flykrigens udvikling og de dramatiske begivenheder, der udspillede sig over Danmark under Anden Verdenskrig.
Se udvalgte vragdele
Foredragsholderen medbringer desuden udvalgte vragdele fra flyene, som giver historien en særlig nærhed og gør fortiden mere håndgribelig.
Der er lagt op til en aften, hvor lokalhistorie og verdenshistorie mødes, og hvor vi får mulighed for at blive klogere på en tragisk begivenhed, der fandt sted lige her i vores eget nærområde.
Praktisk information
Foredraget finder sted torsdag den 19. november 2026 kl. 19.00 i Vestbirk Forsamlingshus.
Entréen er 50 kr., som betales ved fremmøde. Tilmelding sker via SMS til 4247 5428 med navn og antal deltagere. Der kan købes øl, vand og kaffe i pausen.
Alle er velkomne.