Gå til hovedindhold

Når hele Venstres ledelse spiller Komiske Ali



Michael Nedersøe, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Horsens

DEBAT - Først formanden for Venstre i Horsens, Ulrik Kragh, og nu også kredsformand Lars Riis – hele Venstres ledelse er åbenbart sat i sving for at forsvare Martin Ravn i sagen om Ringvej Syd.

Af Michael Nedersøe, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Horsens

Det er forståeligt, at man som Venstre-formand ser sagen igennem loyalitetens briller, når det er ens egen udvalgsformand, der kritiseres. Men det gør det ikke mere rigtigt. Tværtimod viser det, hvor svært det er for Venstre at se situationen udefra.

Kritikken er rejst med baggrund i styrelsesloven, som klart beskriver en formands rolle. Martin Ravn havde et ansvar for at orientere udvalget – og det gjorde han ikke.

I hans første kritik i Horsens Folkeblad den 13. maj fremstod han både som udvalgsformand, samtidig med at der blev sået tvivl om lokalplaner, EU’s regler, miljørapporter og direktiver. Når en udvalgsformand selv bringer så væsentlige forhold i spil offentligt, så har det en karakter, der burde have været forelagt udvalget. At Venstre nu henviser til et notat, der kun synes at have værdi, hvis man er medlem af Venstre, ændrer ikke på dette faktum.

Lederskab kræver, at man ikke løber alene, men at man får hele sit udvalg med. Her har formanden endnu engang vist, at lederskab og ansvar ikke er noget, han kan finde ud af. Gang på gang har det vist sig, at det handler mere om formandens person end om at udvise lederskab og tage ansvar for kommunens fremtid.

Når Ulrik Kragh vil sammenligne mig og Dansk Folkeparti med Trump, så er det kun rimeligt at sammenligne Venstres samlede ledelse med “Komiske Ali” – for uanset hvad der foregår lige for øjnene af dem, så nægter de at se virkeligheden i øjnene.

Borgerne i Horsens fortjener åbenhed, ærlighed og reel inddragelse – ikke politiske skueprocesser og en Venstre-ledelse, der som et ekkokammer bruger al energi på at dække over egne.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer