Gå til hovedindhold

Nærvær får nysygemeldte på job igen



En stille stund, fokus på vejrtrækning og tankerne vendt mod nuet!
 Det er blot nogle af de mange værktøjer, sygemeldte borgere lærer at bruge ved at deltage i et gruppeforløb for stressramte, som Jobcenter Horsens står bag.
 Målet er at få deltagerne raskmeldt så hurtigt som muligt og midlet at give dem redskaber til at tackle deres stress, så de undgår tilbagefald.
 - Vi fixer ikke noget for deltagerne, for de skal selv gøre arbejdet, men ved hjælp af blandt andet mindfulness bliver de trænet i at være i nuet. De laver også diverse øvelser i for eksempel vejrtrækning og afslapning og får på den måde brudt med deres uhensigtsmæssige mønstre. Samtidig får de meget ud af at erfaringsudveksle med de andre i gruppen, som selv har problemstillingerne tæt inde på livet, fortæller beskæftigelsesrådgiver Morten Bak Nielsen, Jobcenter Horsens.
 21 borgere har været igennem et 10 uger langt forløb med fokus på stresshåndtering. Af dem er 12 nu raskmeldte.
 Én af deltagerne er Jan Koborg Olsen, som i juni sidste år gik ned med et brag på grund af et hårdt arbejdspres. Siden har han stille og roligt arbejdet sig op til i dag at kunne bestride et fuldtidsjob. En positiv drejning som han både tilskriver sin nye rummelige chef men i høj grad også Jobcentrets stressforløb.
 - Jamen, det var jo som at få en gave fra kommunen, da jeg blev tilbudt en plads i gruppen, fortæller Jan, der - som han selv udtrykker det - havde været så uheldig at arbejde et sted, hvor det psykiske arbejdsmiljø var dårligt i form af en diffus ledelse.
 - Jeg havde ondt i maven, når jeg mødte om morgenen på grund af krav, der strittede i alle retninger, men da jeg aldrig havde prøvet at være ledig før, var jeg fast besluttet på, at jeg selv skulle finde en vej ud af det. Til sidst måtte jeg erkende, at jeg ikke længere kunne håndtere situationen. Jeg gik til lægen, blev sygemeldt, sagde mit job op og blev kort tid efter kontaktet af Jobcentret.
 Jan bliver stadig følelsesmæssigt berørt, når han skal fortælle om sin midlertidige deroute på arbejdsmarkedet, for han er rystet over, at det kunne gå så galt.
 - Tidligere var jeg ikke særlig god til at mærke efter, hvordan jeg egentlig havde det, når bølgerne gik højt på arbejde, men i gruppen lærte jeg at acceptere mig selv. I dag ved jeg, hvor langt jeg vil gå i de situationer, og hvilke håndtag jeg skal trække i for at undgå at gå ned igen.
 Jobcenter Horsens vil fremover køre fire stressforløb om året for ca. 50 nysygemeldte borgere i Horsens Kommune.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer

Mest læste artikler