Nytårsaften i Østbirk og Yding Kirker
I Østbirk kirke var der også gevinst til den med den fineste hat. Henrik Villumsen blev vinderen og står her med gevinsten: fem vaskeklude strikket af Strikkedamerne. Omkring ham står nr. 2- 5.
YDING - Døren til 2019 lukker og vi åbner til 2020, det var sognepræst Lone Buhls smukke budskab i Østbirk og Yding kirker nytårsaften.
Af Sognepræst Lone Buhl
I livet lukker og åbner vi mange døre. Døren til barndomshjemmet. Døren til eksamenslokalet. Eller døren, der smækkede i hovedet på os, da en vi var glad for, gik sin vej. Mennesker i små og store størrelser kan også åbne døre til os og forandre alt til det bedre - så gælder det om, at være den, der ikke skubber døren i. Jeg tror på, at når en dør lukkes - så åbnes en ny dør - ja måske endda to.
Med bobler og hatte
Lad os åbne døren til 2020. Lad os åbne døre for andre og have øjnene åbne for, når andre åbner døre for os. Efter gudstjenesterne 31. december var der glas med bobler og gevinst til den i hver kirke med den fineste hat. Som en ære blev dermed de næstbedste hatte også udvalgt.