Gå til hovedindhold

En tur ned af Vestbirk Memory Lane



Byvandring i Vestbirk

VESTBIRK - Ole og Søren tog de fremmødte en tur ned af deres Memory Lane i Vestbirk. Det var en blanding af personlige anekdoter og research på egnsarkivet i Gedved.

Tekst og foto Per Bonde

Omkring 50 var torsdag mødt op for at høre om Vestbirk. Ikke historien om landsbyen, men historien om de huse byen består af, og de mennesker der har boet i dem. 

Trods truende mørke skyer tog man chancen og startede med en gåtur rundt i byen. Ole Smed Kristensen var guide og gik forrest, og ikke overraskende, var første stop Vestbirk Vandværk. Vandværket ligger Oles hjerte nært og har altid gjort det. Vandværket blev på initiativ af 6 initiativrige mænd etableret i 1947. Det var lidt mere simpelt den gang, men trods alt var overvågningen online, da cykelhandleren på Vestbirkvej ved hjælp af en tom konservesdåse, en elektrisk ledning og en ringeklokke i privaten fik alarm, hvis vandstanden i tanken blev for lav. 

Byvandring i Vestbirk

Blomstrende forretningsliv

Videre op ad Vestbirkvej – hvor der tidligere har været en sand vrimmel af butikker og erhvervsdrivende. På den korte strækning, har der været cykelhandler, købmand, syerske, tømrer og murer samt alle dem der er glemt. Alle huse fik en fik en historie og dermed et liv, man ikke tænker over i hverdagen.

Tilbage på Søvejen gik det helt amok, der har været brugs, købmænd, slagter, væveri, bødker, slagter, telefoncentral, maler, ejendomshandler, frisør og sikkert flere jeg ikke fik noteret. Mange af de deltagende havde også boet i Vestbirk dengang det var før, så ikke nok med at Ole fortalte sine anekdoter. Han blev suppleret af Mona, Polle, Einar, Annette, Arne, Per og andre der har en lang historie i Vestbirk.

Byvandring i Vestbirk

Barndomshjemmet

På Kongevej gentog historien sig. Ikke mindst Oles barndomshjem i nr. 11 fik en kærlig behandling. Ikke mindst fordi hjemmet var udgangspunkt for Oles første år, men også fordi Oles søskende var deltagere i vandringen. Fra Kongevej gik turen retur til forsamlingshuset.

Forfriskningerne stod klar, og efter man havde forsynet sig, havde Ole og Søren forberedt et foredrag med tilhørende billeder. Det blev en underholdende gennemgang af mange af byens huse og indbyggere, der til sammen også er historien om landsbyen Vestbirks historie. 

Byvandring i Vestbirk

Nutiden forstås på baggrund af fortiden

På alle måder var Ole og Sørens foredrag et klart eksempel på, at man skal kende fortiden for at forstå nutid og fremtid, og den torsdag blev der virkelig gravet i fortiden, både den historisk korrekte og den selvoplevede fra mange af deltagerne.

På et senere tidspunkt i år, vil der komme et foredrag om Vestbirks omfattende skoleliv med højskole, efterskole og friskole.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Kæphesteridning i Molger Rideklub".
Kæphesteridning i Molger Rideklub

Reklamer

Mest læste artikler