Gå til hovedindhold

Ny indsats klæder sårbare gravide på til forældreskabet



Ny indsats klæder sårbare gravide på til forældreskabet

Bettina Tøndering blev mor til Oliver i efteråret 2017, og under sin graviditet blev hun en del af Barn på Vej. Foto: Per Algreen.

Gravide, der har oplevet omsorgssvigt eller overgreb, lider af depression eller savner et netværk kan have brug for ekstra hjælp til at lande godt i forældreskabet. Derfor samarbejder Hedensted, Horsens, Odder og Skanderborg Kommune med Hospitalsenheden Horsens og frivillige for at tilbyde sårbare gravide ekstra vejledning og støtte allerede før fødslen.
 Samarbejdet hedder Barn på Vej, og de første resultater viser, at den tidlige indsats faktisk gør en forskel. De 229 kvinder, der allerede har deltaget i projektet, føler sig nemlig bedre klædt på til at tage ansvar for deres egen og børnenes trivsel.

Nyt samarbejde skaber tryghed
28-årige Bettina Tøndering stråler, når hun fortæller om sin søn. Hun er nybagt mor, førtidspensionist, ny i Horsens og én af de 229 mødre, der er med i Barn på Vej:
 - Jeg ville ønske, jeg bare kunne ringe til min mor, men hun bor langt væk og arbejder stadig. Derfor er det rart at være med i projektet, hvor jeg får en hjælpende hånd, fortæller hun.
 Barn på Vej fungerer, fordi læger, jordemødre, sundhedsplejersker og socialrådgivere arbejder tæt sammen i et nyt tværfagligt netværk, der sikrer den gravide et forløb, hvor alle parter kender hinanden.
 - Alle fra sundhedsplejersken til jordemoderen taler sammen og kender den enkelte gravides historie og det, hun har brug for. Det skaber tryghed, at vi koordinerer vores arbejde på tværs af sektorer, så vi arbejder sammen som en enhed, fortæller Renata Sloth Carlsen, der er ledende sundhedsplejerske i Horsens Kommune.

Frivillige giver fordomsfri hjælp
I Barn på Vej får de sårbare gravide tilbudt flere besøg af sundhedsplejersken, et fast team af jordemødre og et forlænget ophold på barselsgangen efter fødslen, hvis der er behov for det. Derudover er det muligt at få en frivillig familieven, der hjælper med alt fra aftaler på sygehuset til en gåtur med barnevognen og en god snak over kaffen.
 - Jeg var bange for at blive sat i bås i projektet, men sådan er det slet ikke. Det er kun for at hjælpe, og når min familieven er her, er det både personligt og rigtig hyggeligt, siger Bettina Tøndering.
 Projekt Barn på Vej var fra 2014-2017 et projekt støttet af Sundhedsstyrelsen, men de østjyske kommuner og Hospitalsenheden Horsens har valgt at fortsætte samarbejdet som en fast del af indsatsen over for sårbare gravide.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer

Mest læste artikler