Behøver Vestbirk Vandkraftværk virkelig at blive lukket?
DEBAT - Kan vi virkelig forsvare af afskedige et velfungerende og arbejdsomt vandkraftværk i Vestbirk, som leverer grøn strøm til over 1000 borgere – samtidig med at politikerne i store bogstaver kræver: Mere elproduktion i Danmark?
Af Lokalhistoriker Karen Bækbøl, Træden 8740 Brædstrup
Det virker som en selvmodsigelse.
Begrundelsen for lukningen handler om hensyn til fisk og fauna. Fiskeristyrelsen og Aqua ønsker at forbedre forholdene for små fisk, som skaller og for fiskeyngel-smol, som det kaldes, Det er jo føde for de større fisk ørreder, og det siges at være godt for Almenvældet.
Men grøn strøm er også godt for Almenvældet.
I en tid, hvor vi taler om energikrise, forsyningssikkerhed og uafhængighed af udlandet, sender det uetisk symbolsk signal til borgerne, hvis vi lukker et dansk vandkraftværk – og bagefter siger, at det ”jo kun” gav strøm til 1000 mennesker. For pointen er jo netop: mange små bidrag bliver til noget stort. Og Danmark har brug for stadig flere energikilder, der kan give stabil og lokal energi.
Det bør i den sammenhæng være muligt at kombinere hensynet til naturen med fortsat elproduktion. Man kan forbedre faunapassager og sikre fiskebestanden uden at slukke for strømmen, - hvis viljen er der!
Det er værd at huske, at denne debat ikke er ny. Den begyndte allerede for 40 år siden og det lykkedes i 1992 at lave dette kompromis med en faunapassage, som indtil nu stadig eksistere.
Her for 12 år siden tog det for alvor fart, - lige de samme argumenter, - og Danmark havde masser af penge til det projekt, - men det var inden Putin gik i krig, og før verden blev præget af den uro og usikkerhed, vi nu står i.
Vestbirk Vandkraftværk kan kun erstattes af andre energikilder for 20 millioner kr. af skatteborgernes penge.
Turister, der besøger Legoland og ser Vestbirk Vandkraftværk i minibyen Brædstrup, - symbolet på danskernes vilje til grøn energi, - nu planlagt amputeret, - vil ryste på hovedet!
Kære politikere, I bærer et stort ansvar overfor de næste generationer.