Gå til hovedindhold

Stor glæde: Gedved får ny asfalt



Asbjørn Mols

Asbjørn Mols Nørgaard, Gedved
Kandidat til Horsens Byråd for Venstre

DEBAT - En tiltrængt forbedring af hovedgaden giver glæde i byen – men processen viser tydeligt behovet for bedre borgerinddragelse.

Af Asbjørn Mols Nørgaard, Gedved
Kandidat til Horsens Byråd for Venstre

Jeg glæder mig oprigtigt over, at vi endelig kan se frem til en ny og sammenhængende hovedgade i Gedved. Siden fjernvarme og kloakseparering satte sit præg på byen, har Egebjergvej lignet et kludetæppe af lapper og huller. Derfor er det positivt, at kommunen har fremlagt en plan med ny asfalt, bedre forhold for cyklister, lettere krydsninger og forskønnelse med nyplantning af træer. Det er tiltrængt, og det skal vi glæde os over.

Alligevel står jeg tilbage med en frustration. For selv om der er tale om en planlagt asfaltering, er der jo alligevel valgt løsninger, der rækker ind i byens udvikling: cykelbaner, parkeringsforhold, vejens forløb og ny beplantning. Netop de emner har i flere år været drøftet på borgermøder og i lokalrådet – og derfor er det ærgerligt, at vi ikke blev inddraget, før projektet lå fast.

Jeg husker klart, at vi i lokalrådets bestyrelse allerede i efteråret 2023 blev orienteret om, at asfaltarbejdet ville ske i foråret 2024. Nu skriver vi efteråret 2025. Jeg har fulgt sagen tæt gennem lokalrådet i flere år, og jeg har fuld forståelse for, at forsinkelserne skyldes fejl i tidligere gravearbejde. Men kommunikationen til lokalsamfundet har generelt været alt for sparsom.

Jeg vil gerne understrege, at min kritik ikke retter sig mod de ansatte i kommunen. De gør deres bedste inden for de rammer og procedurer, de arbejder under. Problemet er selve proceduren: at borgerinddragelse alt for ofte bliver reduceret til en orientering i sidste øjeblik.

Det er godt, at Gedved nu får en ny hovedgade. Men vi kunne have udnyttet anledningen til at tænke det sammen med områdefornyelse og lokale ønsker, så pengene rakte længere og skabte endnu mere værdi. Det kræver reel dialog med lokalrådet og borgerne – ikke bare en mail, når træerne allerede er fældet.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer