Gå til hovedindhold

Hele lørdag blev Voerladegård IF fejret



Voerladegård IF

VOERLADEGÅRD - VIF blev grundlagt i 1956, og siden har lokale ildsjæle sørget for at udvikle klubben, så der lørdag kunne fejres 70-års jubilæum.

Af Per Bonde

Hele byen var inviteret til jubilæum med fuldt program fra 10 til 17, startende med morgenmad. Der var bare en lille hage. Vejret drillede - himlen havde åbnet sine sluser, og det holdt en del deltagere hjemme fra starten, men heldigvis trodsede rigtig mange vejrguderne.

Alt var klar

De ca. 15 personer, der havde påtaget sig at få jubilæet stablet på benene, havde travlt med at få alt på plads inden klokken ti. Lidt – måske – symptomatisk sad mændene (p-vagter) klar i campingstole og ventede på noget at give sig til, mens kvinderne susede rundt, og gjorde det sidste klar. Der blev nok for tredje gang rettet lidt på de omkring 75 præmier – ikke fordi de stod dårligt, men fordi de lige skulle have den sidste afpudsning.

De fremmødte tog hul på morgenbordet, der heldigvis var i tørvejr i det store telt, og snart summede teltet af de mange fremmødte. Hele programmet blev lidt forsinket, men snart bad forkvinde Louise Grankvist om ordet.

Voerladegård IF

Velkommen

Louise bød velkommen til jubilæet, og takkede for den opbakning VIF har i byen, og takkede også de sponsorer, der er med til at gøre jubilæet muligt – uden dem ingen præmier. At være klub i en lille by stiller krav om, at der er masser af frivillige til at få det hele til at fungere, sagde Louise, og det er heldigvis en ting vi har. Når vi beder om det, får vi den hjælp, vi har brug for, og det er jeg meget taknemmelig for.

Der er rigtig mange, der har givet en hånd til arrangementet i dag, og dem vil jeg gerne sige stor tak til – ingen nævnt ingen glemt. Vi havde håbet på strålende solskin, men som det ser ud, må vi nok forvente lidt vand ind imellem. Det håber jeg, i tager med godt humør og går i læ, når det bliver for slemt. Nu om lidt går vi i gang med det egentlige program, der starter med opvarmning for alle. Så få tygget af munden og kom ud på græsset.

Voerladegård IF

Masser af aktiviteter

Herefter gik programmet i gang. Louise kunne fortælle, at planlægningen har været i gang siden marts, og at der i processen har været mange flere ideer oppe, end der kunne findes plads til programmet. En af de ting Louise glæder sig mest til er den boldjonglør, der kommer klokken 14. Hvem det er, ved jeg ikke, siger Louise. Det bliver en overraskelse for alle, men vi er blevet lovet, at det er en af de bedste, så der bliver noget at beundre, og det bliver spændende at se, hvad han kan lære vores spillere.

Udover boldkunst er der rigtig mange andre ting, man kan deltage i eller se på, og så er der passende pauser til henholdsvis frokost og jubilæumskage. Vi slutter det hele af klokken 17 med præmieoverrækkelse. Så er det officielle forbi, og så må vi jo se om nogen har lyst til mere fest.

Vores jubilæum er en stor ting her i Voerladegård, fortæller Louise. Vi ved selvfølgelig ikke præcist, hvor mange der kommer, men vi har forplejninger til omkring 150, og hvis der kommer flere, kan vi hurtigt skaffe mere. Nu må du have mig undskyldt, slutter Louise, der er nogen, der har brug for min hjælp.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Middelaldertræf i Sdr. Vissing".
Middelaldertræf i Sdr. Vissing

Reklamer

Mest læste artikler