Anders ANDEN Matthesen på Horsens Ny Teater
Anders ANDEN Matthesen
De sidste ni år har Anders ANDEN Matthesen ikke været hele Danmark rundt, men kun besøgt udvalgte byer med sine store onemanshows. Efter et veloverstået kæmpe jubilæumsshow er ANDEN nu klar til at vende tilbage til klassisk stand-up på landets lokale scener.
Der bliver tale om stand-up i ordets reneste forstand – ANDEN og en mikrofon – uden dikkedarer. Matthesen har samlet en åndsvagt sjov pulje af stand-up gennem de seneste par år, som publikum nu kan opleve for første gang.
”De sidste mange gange jeg har været aktuel med et show, har det haft en størrelse, der har begrænset det til meget få, større byer. Denne gang beder jeg ikke folk komme til mig – der møder jeg dem, hvor de er, på de lokale spillesteder. Jeg glæder mig helt vildt – både til at være ude blandt folk igen og til at vende tilbage til klassisk stand-up uden et manuskript. Det er på den måde, der virkelig kan opstå magi mellem publikum og mig, siger Anders ANDEN Matthesen.
Horsens Ny Teater glæder sig til at åbne dørene til Store Sal til en aften med ANDEN, hvor publikum inviteres med tilbage til Anders Matthesens stand-up-rødder.