Hvor langt skal målstregen flyttes?

DEBAT - Jeg startede i lære som tømrer som 16-årig. Hvis udviklingen fortsætter, betyder det, at jeg skal arbejde til jeg er 72 år. Det er mere end 55 år på arbejdsmarkedet.

Af Dan Jeppesen, Horsens

Nogle vil sikkert mene, at jeg ikke kan klage – jeg arbejder jo i fagforeningen i dag. Der er også nogen, der lidt spøgefuldt kalder det en slags tidlig pension. Jeg kan så berolige dem med, at sådan føles det nu ikke helt i virkeligheden.

Men helt ærligt: Indimellem kan jeg godt blive lidt nervøs for, om jeg overhovedet når til målstregen.

Når politikerne sidder med deres Excel-ark og regner på pensionsalder, mangler der efter min mening nogle kolonner. En af dem hedder virkelighed.

Da mine børn var små og syge, var det ikke gode økonomiske modeller, der fik hverdagen til at hænge sammen.

Det var friske bedsteforældre, der kunne træde til. De dage hvor bedsteforældrene kunne hjælpe, betød jo også, at vi forældre kunne passe vores arbejde, holde produktionen i gang og fortsætte med at bidrage til samfundsøkonomien.

Hvis pensionsalderen hele tiden hæves, risikerer vi at fjerne noget vigtigt fra de kommende generationer: samspillet mellem børn og friske bedsteforældre. Den hjælp – og de minder – betyder mere, end man lige kan sætte ind i et regneark.

Samtidig er det svært ikke at hæfte sig ved, at nogle direktører i den seneste tid har sagt, at det nærmest ikke kan betale sig at gå på arbejde, hvis der kommer formueskat.

Her står man så som håndværker, der måske skal arbejde til man er 72 – og hører folk med millioner på bankbogen forklare, at motivationen for at arbejde forsvinder.

Det giver et lidt mærkeligt perspektiv.

Nu hvor vi er midt i en valgkamp, kunne det være et rimeligt spørgsmål til politikerne: Hvorfor skal en, der startede på arbejdsmarkedet som 16-årig, arbejde til han er 72?

For mig handler debatten ikke om, at alle nødvendigvis skal gå tidligere på pension. Men retten til at kunne gøre det burde være der.

Efter et helt arbejdsliv burde man have muligheden for at nå pensionsalderen, mens man stadig har kræfterne til også at være noget for sin familie – og måske sine børnebørn.