Gå til hovedindhold

Skal vi nu også have en genfunden Gudenå?



Mennesker på kanten af Gudenåen

VESTBIRK - Ja er svaret. Lige nu kører der traktorer og gravemaskiner rundt i Bredvad sø og skaber forarbejdet til, at Gudenåen kan genfindes.

Tekst og foto Per Bonde

Per Kristensen fra Naturstyrelsen, redegjorde onsdag ved et arrangement på Vestbirk Camping for det store projekt med at genskabe den strækning af Gudenåen, der forsvandt i forbindelse med, at åen blev opdæmmet, dengang Vestbirk Kraftværk blev bygget. 

Jeg vil starte med at slå fast, at det er Horsens kommunes som vandmyndighed, der er ansvarlig for projektet, sagde Per Kristensen. Når det er sagt, er vi fra Naturstyrelsens side meget interesserede og involverede i planerne, for det er vores søer og omgivelser, ligesom det er vores vandkraftværk, der er løbet tør for vand. Det betyder, at vi sidder med på sidelinjen og er orienterede om hele projektet og fremdriften i det.

Mudderpøl eller!!

Der var omkring 40 fremmødte denne solrige eftermiddag på Vestbirk Camping, og efter en kort indflyvning om Vestbirk Vandkrafts tilblivelse og dermed også dannelsen af Vestbirksøerne, gik turen ned til bredden af Bredvad sø – eller rettere det, der lige nu ligner en kæmpestor mudderpøl. 

Med udsigten over søen næsten fra Bredvad Mølle til dæmningen i den anden ende, forklarede Per Kristensen, hvad det var, vi så. Som I kan se, er vandstanden i søen meget under normalen, og det skyldes, at vi har åbnet slusen i dæmningen, og derudover kan vandet løbet frit i stryget. Det havde været smart helt at tømme søen, men Gudenåen stopper jo ikke bare fordi vi mennesker synes, det kunne være rart. Det betyder, at entreprenøren må arbejde, mens vandet stadig løber.

Mennesker på kanten af Gudenåen

25.000 m3 kampesten

Det, de er i gang med, er at etablere en dæmning ned gennem søen, så der her på østsiden kan etableres en erstatning for den gamle sø, så kanofarerne fortsat har en farbar vej fra Bredvad Mølle til Vandkraften. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været lidt mere udfordrende end forventet. Bl.a. blev man nødt til at tilføre 25.000 m3 kampesten mellem pælene, i kan se, for at skabe en solid bund i dæmningen, og som i også kan se, kan de store traktorer uden problemer nu køre derude.

Når arbejdet med at flytte overskydende mudder, sand og ler er afsluttet, vil der ovenpå dæmningen blive udlagt såkaldte geotubes. Det er en slags strømper eller kæmpeposer, der er 20 meter lange, 9 meter brede og 2,5 meter høje. Disse strømper skal fyldes med det løse materiale – mudder og sand, der fortsat ligger over det gamle å løb, ved at blæse det ind i strømperne. Når de er fyldte, tilsættes noget polymer materiale, der medfører at vandet i indholdet siver ud igennem siden på strømpen, hvor efter der til sidst udelukkende er helt fast materiale i den. Dæmningen vil efterfølgende blive dække med sand og jord, så det kommer til at se naturligt ud.

Mennesker på kanten af Gudenåen

De har travlt

Når dæmningen er færdig, kan kanokanal og erstatning for Bredvad Sø fyldes med vand, så der kan sejles i det nye miljø, og kanofarerne kan komme sikkert igennem søerne. Om det nås, til kanosæsonen starter den 16. juni, kan jeg ikke garantere, men jeg ved, at projektfolkene gør alt, hvad de kan for, at det lykkes. Det her er et kæmpestort projekt inden for noget, der aldrig er forsøgt før, så man er da stødt på udfordringer, der ikke var forudset, og det gør selvfølgelig, at projektet er presset på både tid og økonomi, siger Per Kristensen.

Nyt liv til Vandkraftværket

Den nye dæmning ned gennem søen er også en forudsætning for, at den gamle dæmning kan nedbrydes og der kan skabes frit løb for al Gudenåens vand, men det sker først senere på året. Afslutningsvis løftede Per Kristensen og Jan Karnø fra Sportsfisker foreningen sløret for nogle tanker der er om Kraftværkets fremtid efter ophøret af elproduktion. Det er sportsfiskerne der har taget initiativet, og de er nu interesserede i at finde partnere der kan være med til at give den ikoniske bygning nyt liv.


 

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Skal vi nu også have en genfunden Gudenå?".
Skal vi nu også have en genfunden Gudenå?

Reklamer

Mest læste artikler