Foreningslivet gjorde mig dansk

KLUMME - Jeg var tre år gammel, da jeg kom til Danmark som flygtning. Jeg husker følelsen af at skulle finde sin plads i et nyt land, et nyt sprog og en ny kultur. Det var ikke altid let. Men ét sted fandt jeg hurtigt fodfæste: i foreningslivet.

Af Piratheep Rabindranath

Jeg har været en del af foreninger i mere end 25 år. Først på fodboldbanen i Horsens Freja, hvor jeg lærte, hvad fællesskab virkelig betyder. Det var ikke kun bolden, der bandt os sammen – det var det at være en del af noget større. Når man står skulder ved skulder med sine holdkammerater, betyder det ikke så meget, hvor man kommer fra. Det, der betyder noget, er, at man vil hinanden.

Et sted at høre til

I dag er jeg formand for Sønderbro Aktivitetsforening i Horsens. Jeg prøver at give videre af det, jeg selv fik: et fællesskab, et sted at høre til. Danmark er et foreningsland – og det er noget af det smukkeste ved vores samfund. Her er tusindvis af klubber og foreninger, der drives af frivillige kræfter. Uden dem ville meget gå i stå.

Nye måder at være frivillig på

Men jeg må også indrømme: Det er blevet sværere at finde nye frivillige. Tiden er knap, og mange har travlt. Måske skal vi til at tænke nyt om, hvordan det er at være frivillig. Det behøver ikke altid være et fast hverv – måske kan man bidrage lidt ad gangen, på sin egen måde.

Fællesskab gør en forskel

For fællesskabet er stadig vigtigt. Det er dér, vi lærer hinanden at kende, og dér, vi mærker, at vi hører til. Foreningslivet gjorde mig til en del af Danmark. Nu håber jeg, at vi sammen kan holde det levende – for det er en del af det, der gør Danmark til Danmark.