KV25/SPIDSKANDIDAT - Michael Nedersøe, spidskandidat for Dansk Folkeparti i Horsens, voksede op i skyggen af omsorgssvigt og et hjem uden ro. I dag kæmper han politisk – men også menneskeligt – for det, han selv savnede som barn.
Tekst og foto Jørn Kildall
Når man spørger Michael Nedersøe, hvad der har formet ham mest, er svaret ikke langt væk. Det kommer stille, næsten tøvende, men uden omsvøb.
– Jeg havde boet 21 steder, inden jeg flyttede hjemmefra som 16-årig. Jeg gik på 11 forskellige folkeskoler. Det var ikke et liv med struktur og kærlighed, siger han, mens blikket glider lidt væk, som om minderne står lidt for tæt.
Hans mor gav ham fra sig, da han var spæd. De år, der fulgte, satte sig – i kroppen, i stemmen, i retningen på livet. Det var ikke givet, at han ville stå her i dag, som en kandidat med ambitioner og ord, der tæller.
Et møde, et valg – og en tur til Afghanistan
– Det var faktisk en tur til Afghanistan med TV2 og Koncern TV, der ændrede noget. Jeg så, hvordan verden kunne være – og hvordan den også kunne gøres bedre.
Tilfældigt? Måske. Men Michael greb chancen. Det havde han lært – at tage det, der kom, og holde fast.
Morten Messerschmidt meldte ham ind i Dansk Folkeparti på Dyrskuepladsen. Det var lidt i spøg, men snart ville partiet have ham til at stille op. Det gjorde han – og han blev.
– Jeg tænkte: Hvis ikke nu, hvornår så? Og i dag fortryder jeg faktisk kun, at jeg ikke gjorde det tidligere.
Den anden familie
Der var heldigvis nogen, der stod fast. Conor og Sarah. Et par, lidt ældre end ham selv, som tog imod ham, da han flyttede hjemmefra.
– Det var dem, der lærte mig, hvad det vil sige at være et ordentligt menneske. Og hvad det vil sige at blive mødt med varme. Jeg kalder dem stadig min anden familie.
Sarah hjalp ham med læserbreve, læste korrektur – for som Michael siger: når man er dumpet igennem folkeskolen, er kommaerne ikke det, der fylder mest. Og Facebook er ikke altid nådig.
– Men jeg lærte. Og jeg blev ved.
Stædig som livsstil
Michael kalder sig selv stædig. Det er ikke nødvendigvis en ros – men det er, hvad der har båret ham.
– Jeg gør det, jeg siger. Og jeg accepterer fejl. Men træder man over stregen for mange gange, så lukker jeg ned. Det er en måde at beskytte sig selv på, siger han og løfter skuldrene lidt.
Han har ingen uddannelse – og han anbefaler ingen at følge den vej. Men han har arbejdet siden han var teenager. På fabrik, som lastbilchauffør, og i dag med det, han kalder "menneskets motorik": politik.
Loyalitet og mad med kærlighed
Når han endelig har en fridag, så går han tur med hunden Holger, laver mad i sin pizzaovn eller mødes med vennerne. Han elsker at eksperimentere i køkkenet – det er næsten meditativt.
– Jeg er jo ret god til det, siger han med et glimt i øjet. Og det tror man på.
Vennerne kalder ham loyal. Hvis du er god mod Michael, er han der. Uden forbehold.
Den bedste beslutning
– Den bedste beslutning, jeg har truffet? Det var at ændre kurs. Jeg kunne have endt et grimt sted. Men jeg valgte noget andet. Det er jeg stolt af.
Der er ikke noget storladent over måden, han siger det på. Det er lavmælt. Men ordene vejer tungt.
– Jeg havde alle forudsætninger for at blive en skidt karl. Men det gjorde jeg ikke. I stedet blev jeg en mand med kærlighed, ærlighed og stædighed som mit kompas.
Og måske er det præcis derfor, han nu stiller op igen – ikke kun for stemmerne, men for dem, der mangler nogen at holde fast i. Ligesom han selv engang gjorde.