Gå til hovedindhold

Horsens skal have en AI strategi til gavn for borgerne



Niki Paaske

DEBAT - Vi skal finde på smarte løsninger, når udfordringerne vokser, og vi skal turde tænke nyt. Derfor er tiden kommet til, at vi også tager næste skridt og udvikler en egentlig AI strategi for borgernes skyld i Horsens kommune.

Af Niki Paaske, kandidat for Liberal Alliance til kommunalvalget i Horsens kommune

Kunstig intelligens handler ikke om teknik og tal, men om mennesker. Om at gøre hverdagen lettere for dem, der har brug for kommunen.

Tænk, hvis en borger med handicap hurtigt kunne få den rette støtte, fordi AI hjælper med at finde den rigtige løsning og sørger for, at ansøgninger ikke ligger stille i systemet. Eller hvis foreningslivet i Horsens lettere kunne få overblik over ledige lokaler, støtteordninger og arrangementer, fordi intelligente løsninger samler information ét sted. AI skal ses som et supplement og ikke stå alene, da menneskelig kontakt er vigtig, når der skal ydes god borgerservice.

I kommuner som Aarhus og Odense har man allerede vist, at kunstig intelligens kan frigøre tid og give bedre service. Horsens bør ikke nøjes med at følge udviklingen, vi skal gå forrest. Vi skal være den kommune, andre kigger mod, når de taler om, hvordan AI kan bruges til at skabe mere nærvær og kvalitet i velfærden.

AI kan bruges på mange områder. Det kan sikre hurtigere sagsbehandling, bedre planlægning af vejarbejde og affaldsindsamling og give kommunen en mere effektiv infrastruktur. Det kan hjælpe på sundheds og socialområdet, så hjælpen når frem, før problemerne vokser. Og tænk, hvis man kunne få en byggetilladelse på få dage, fordi AI hjælper med at gennemgå dokumenter og kontroller automatisk. Kort sagt kan teknologien give borgerne den service, de forventer, også når de har brug for svar en søndag aften.

Horsens har allerede vist, at vi kan tænke innovativt. Kommunen bruger i dag data og kunstig intelligens til at forebygge oversvømmelser i midtbyen. Det er et godt skridt, men vi kan meget mere.

En AI strategi vil give retning, skabe bedre service og gøre kommunen mere tilgængelig for alle. Det handler om at bruge teknologien til at frigøre hænder og tid til nærvær til gavn for borgerne.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer