Gå til hovedindhold

Vi investerer i en bedre hverdag for velfærden



Drikkevandsressourcer skal sikres

DEBAT - Uanset om vi taler om daginstitutioner, skoler, ældreplejen eller andre dele af den kommunale velfærd, så kan det være svært for de dygtige og samvittighedsfulde frontmedarbejdere at få hverdagen til at hænge sammen.

Af Paw Hedegaard Amdisen, byrådskandidat for SF

På den ene side har man som fagperson høje krav til sig selv og sit arbejde. Man står trods alt med et stykke af et andet menneskes liv i sine hænder, som den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup udtrykte det. På den anden side, så er man underlagt nogle rammer og krav, som kan gøre det svært at gøre alt det, som man ved fagligt set ville være det rigtige at gøre.

Og lige præcis i dette krydspres er det, at hverdagen kan blive svær og stresssymptomerne melder sig.

For SF er det vigtigt, at vi politisk gør alt hvad der er muligt for at skabe en situation, hvor der er sammenhæng mellem rammer, krav og faglig samvittighed. Derfor har det gennem årene været altafgørende, at vi investerer i velfærden, når det er muligt.

Mange års økonomisk tilbageholdenhed, som har trukket store veksler på alle medarbejdere i kommunen, betyder, at vi i dag er i en situation, hvor vi kan investere relativt store beløb i velfærden. Og det skal vi gerne kunne blive ved med og bakke op om i de kommende år. For målet i sidste ende må være, at vi får skabt en bedre hverdag, hvor borgere - unge som gamle - trives, og hvor sundhedsplejersken, pædagogen, socialrådgiveren, folkeskolelæreren og social- og sundhedsassistenten har mulighed for at udfolde den faglige omsorg for borgerne, som er kernen i deres arbejde.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer

Mest læste artikler