Mandemonopol: Dækspark og dåsebajere
Af Søren Jensen, sognepræst
Inden vi nåede så langt, skulle der selvfølgelig lidt mad indenbords. Søren Christensen, byens smed og stolt medlem af Mandemonopolet, havde venligst udlånt en hjemmebygget grill, der snildt kunne servicere de knap 30 deltagere med koteletter, pølser og naturligvis et grønt element i den marinerede grillede spidskål - der var dog af uransalige årsager en del tilovers af spidskålen.
Da maven var fyldt, skulle mændene ikke vente længere. Nu skulle der sparkes dæk - og hvilke dæk!
Den fine samling bød på køretøjer i alle størrelser, lige fra en original Velo Solex over en flot Nimbus til en velholdt og yderst sjælden Feldmeister traktor i en helt særlig model, den eneste i Danmark. Bilparken rummede en lækkerrød Mercedes med en spindende V8-motor samt en original Opel Kaptajn fra 1939, den model som SS-officerer brugte under 2. Verdenskrig.
Med disse særsyn var der rig mulighed for at få stimuleret nysgerrigheden og ejerne var heldigvis glade for at fortælle om deres køretøjer over en dåsebajer.
Aftenen blev som sædvanlig rundet af med kaffe, kage og hyggesnak, inden mødet blev hævet.
Vi glæder os i styregruppen allerede til næste møde som bliver i september eller begyndelsen af oktober. Følg med her i Østbirk Avis og Broen for nærmere information om Mandemonopolets arrangementer.