Jane Lee er psykoterapeut, har flere uddannelser i ryggen og har sin daglige gang i Sorø. Bogen ’Manual til følsomme mennesker’ er udgivet i 2025 af Skriveforlaget.
BOGANMELDELSE - Ja, overskriften er rent faktisk også titlen for bogen i denne anmeldelse. Den er skrevet af Jane Lee og den er en blanding af en guide til dem, som sanser verden mere intenst end andre og et stort varmt kram, som fortæller dig, at du ikke er alene.
Af Emilie Kildall
Bogen begynder med at fortælle om særligt sensitive mennesker og hvad det vil sige at være særligt sensitiv. Sensitivitet er nemlig ikke en diagnose, men en tilstand i nervesystemet som omkring 15 % lever med. Hele bogen igennem kommer man omkring både hverdagsudfordringer og de store eksistentielle spørgsmål. Lee guider læseren igennem og fortæller bl.a. hvordan det at være særligt sensitiv kan være en styrke og en gave, når man lærer at finde balance og glæde i sit eget tempo.
Genkendelse
Jeg vil vove at påstå, at læser du de første 10-15 sider, kan du enten genkende noget i dig selv, et familiemedlem, en ven eller en kollega. Og kan du ikke det, er bogen måske værd at læse og blive klogere på, hvordan andre mennesker ser og oplever verdenen.
Lee opstiller flere scenarier som alle kender; forelskelse, at føle sig forkert, være udkørt og så videre. I bogen opstilles de med særligt sensitive briller, hvilket er rigtig spændende at få sat ord på.
Bogens opbygning
Bogen bygger på meget som andre har fundet ud af og skrevet store videnskabelige værker omkring. Men Lee formår at samle det, som en dig står dig nær ville fortælle det; blidt og med kærlighed bag. Som læser kan man mærke Lees passion for emnet og samtidig hendes udstrakte og hjælpende hånd.
Jeg er rigtig stor tilhænger af, at bogen ikke kun har synspunkter med fra et køn. Det er nemlig ligegyldigt om du er mand eller kvinde, du kan stadig være særligt sensitiv. Lee formår at beskrive udfordringer for alle.
Bogen er skrevet meget i talesprog, hvilket jeg normalt ikke synes godt om. Men her… Her virker det. Det er ligesom at få nogle forklaringer på det at være særligt sensitiv af en, som faktisk er særligt sensitiv, eller af en som ved utrolig meget om det. Det virker, selvom bogen måske var en smule lang i forhold til budskabet om tid, nærvær og ro.
Udfordringer
Alle mennesker har udfordringer eller oplever prøvelser i deres liv. Hvordan kan man lære at håndtere dette og bruge det konstruktivt i sin hverdag? Det vil bogen meget gerne hjælpe dig med.
Jeg vil sige, at budskabet er ret simpelt; tag dig selv alvorligt, lyt til dine behov og kommuniker dem ud til dem omkring dig. Men simpelt behøver ikke betyde, at det er nemt. For særligt sensitive mennesker har mange flere energiudgifter end andre har.
Lee holder læseren i hånden, på en god måde, hele vejen igennem, og man bliver mindet om, at man ikke er alene med disse tanker eller følelser.
Min vurdering
Jeg vil nok ikke kalde bogen for en manual, som titlen ellers indikerer, men den giver et godt indblik i det at være ekstra følsom og sensitiv. Den tilbyder også nogle redskaber til at kunne være i det og bruge det som en styrke i hverdagen.
Dog vil jeg sige, at den ramte mig. Jeg har aldrig tænkt på mig selv som eller set mig selv som særligt sensitiv. Men det er jeg måske til en vis grad; jeg er lyd følsom ud i det ekstreme og bruger meget energi på at filtrerer lyde. Bogen gav mig en anden vinkel på det at være mig og at det er okay at være som man er. Det fandt jeg meget beroligende.
Jeg vil derfor give bogen 4 ud af 6 stjerner. Det er en helt anden genre end hvad jeg plejer at læse, men jeg fik noget at tænke over og lærte noget om mig selv. Det er jeg sikker på, at du også vil få, når du læser den.