DEBAT - Jeg støtter dansk landbrug, for jeg køber dansk, når det er muligt. Jeg foretrækker danske kartofler frem for afrikanske, og jeg mener, at vores mad bør være lokal. Derfor støtter jeg den vigtige, oplyste debat om landbrugets, naturens og samfundets fremtid. For der skal også være plads til naturen i fremtiden.
Af Anders Krojgaard Lund
Byrådsmedlem og spidskandidat, Det Konservative Folkeparti
Derfor må vi ikke give næring til en usund og polariserende debatkultur, hverken om landbruget eller noget andet. Det er fuldstændig ligegyldigt, om man kæmper for retten til at gøde mere eller mindre, for fred i Mellemøsten eller for klimaet som helhed: Man skal også opføre sig ordentligt, når man vil have politiske budskaber frem.
Vejspærringer, trusler om gylle i gaderne og andre former for chikane mod resten af samfundet hører ingen steder hjemme.
Når man gør det til en metode at være til gene for uskyldige medborgere, undergraver man selve samtalen. ”Lyt til mig, eller jeg gør dit liv træls”. Hvad er det dog for noget? Chikane bør aldrig være et politisk virkemiddel. Politik skal vindes med argumenter, data og ordentlighed – ikke ved at genere folk, der blot skal på arbejde.
Lad os insistere på et oplyst folkestyre, hvor vi kan være uenige om substansen, men hvor vi værner om demokratiets ordentlighed. Det skylder vi hinanden.