Gå til hovedindhold

Prioriter Lund de næste fire år



Debat: Bedre natur og bedre adgang til naturen!

Niels Peter Bøgballe, Byrådsmedlem (S) og byrådskandidat

DEBAT - Det går alt taget i betragtning rigtig godt i Lund. Siden jeg voksede op her, har Lund og omegn udviklet sig meget. Flere vælger vores område og fællesskab til. Det giver flere i foreningerne, gang i aktivitetscentret, gode betingelser for et lokalt handels- og erhvervsliv og grundlag for at udvide fritidsfaciliteter, skole, børnehave, dagpleje og vuggestue.

Af Niels Peter Bøgballe, Byrådsmedlem (S) og byrådskandidat

Jeg er stolt over at have været med til at prioritere de 31,97 mio. kr. til at udvide og renovere Lundskolen. Fase 1 er bl.a. transformeringen af Lundagerskolen til en ny indskoling for Lundskolen, og det arbejde sker her i 2025 og i 2026. Hvis jeg bliver valgt, vil jeg bruge min indflydelse på at prioritere udvidelsens fase 2, hvor den nuværende skole og faglokalerne skal udvides og opgraderes.

Da jeg tiltrådte som formand for Børne- og dagtilbudsudvalget i 2022, var det en bunden opgave at få lagt en plan for, hvordan vi kunne prioritere pengene til mere plads til vores børn, så vi kunne slå en streg over de midlertidige løsninger. Derfor er jeg også stolt over at have været med til at prioritere de 42 mio. kr. til en stor udvidelse af Lund Børnehus med otte grupperum, der netop er taget i brug.

Læren fra de seneste år skal være, at eventuelle kommende nye udstykninger i Lund og omegn følges med rettidige lokalplaner og flere penge prioriteret til kapaciteten og voksne i dagpleje, børnehave og vuggestue. Samtidig skal vi sikre boligtyper til hele livet, så man kan blive i området, hvis ens livssituation ændrer sig.

I en ny valgperiode vil jeg arbejde for at udvide vores kultur- og fritidsfaciliteter, så vi får bedre rammer til at rumme de flere foreningsaktive, der er kommet de seneste par år. Her er det ikke nok kun at tænke i en hal mere. Ambitionen er at skabe et stærkere samlingspunkt for hele byen, som kan være et naturligt mødested og værested for alle generationer.

Infrastrukturen fylder helt naturligt også her. Vi skal i mål med vejen fra industrikvarteret over Kørup Enge til Horsens C-afkørslen. Samtidig skal vi øge trafiksikkerheden og binde byens dele bedre sammen. Fx med fortov og cykelsti på Bækvej mellem Silkeborgvej og Vintenvej, mere fortov på Tværgade, cykelsti på Vrøndingvej og Enghavegårdvej samt på det sidste stykke af Nørre Snedevej hen til Silkeborgvej. Og så skal vi fordomsfrit kigge på, hvordan vi kan løse udfordringerne omkring skolen og Kørupvej. Hvordan skal trafikken ledes forbi skole og hal? Skal vi se på et lyssignal ved Silkeborgvej/Skolevej?

Hvis jeg bliver valgt, vil jeg i en ny periode arbejde for at Lund er højt på dagsordenen på Rådhuset, så Lund kan blive prioriteret de næste fire år!

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer

Mest læste artikler