Gå til hovedindhold

Søren Ryge gæster Træden med efterårsfortællinger



Stegtegning af mand som ryger pipe

TRÆDEN - Fredag d. 14. november kan man opleve Søren Ryge i Træden til en aften fyldt med naturglæde, fuglekvidder og fællessang. Karen fylder 85, bævreaspen gulner – og hele byen er inviteret.

Af Jørn Kildall

“Skoven falmer ikke – den gulner, oranger og rødmer,” siger Søren Ryge. Og det er jo rigtigt nok. For i oktober pakker træerne sig ikke bare ned. Nej, de går i fuld farvepalet og siger farvel med manér.

Et godt eksempel er bævreaspen, som i disse uger skifter farve – først til gult, så til rødligt, næsten som om den forsøger at overgå sig selv i finalepræstation. Man kan ikke lade være med at stoppe op og stirre lidt.

Der er naturvidenskab bag det hele, men det behøver man ikke forstå for at nyde synet.

– Det er lidt ligesom med gamle mennesker, siger Karen og griner. – Man har lidt mere farve på, før man slipper!

En idé, der fik vinger

Karen Bækbøl og Bjarne Bording Jørgensen har i årevis fulgt Søren Ryge på skærmen og i bøgerne. Så da Karen i år runder 85 år, syntes Bjarne, det var på sin plads at sende en lille hilsen afsted til Ryge.

– Vi skrev lidt om vores liv her i Træden. Ikke noget særligt, syntes vi selv. Men han svarede – og det blev hurtigt til mere end bare en høflig tak, fortæller Bjarne.

Og nu kommer han altså. Til Træden. Fredag den 14. november klokken 19.30. Med historier i bagagen og en kærlighed til det nære og naturlige.

Flora, Fugle og Fællessang

Titlen på aftenen er "Flora, Fugle og Fællessang", og der er lagt op til mere end blot et foredrag. Det bliver en aften, hvor stemningen er lige så vigtig som ordene – og hvor man gerne må nynne med.

– Vi håber, at folk kommer for både fortællingerne og fællesskabet. Det er det, Søren kan – få det til at føles som om, man sidder hjemme i haven og snakker, siger Karen.

Der er rift om billetterne, fortæller hun – både på Facebook og i et opkald til avisen. Så hvis man vil være sikker på en plads, er det med at være hurtigt ude. Yderligere informationer og billetdetaljer finder man i den omstående annonce.

Så tag naboen under armen, find den varme trøje frem og kom afsted. Måske får du nye øjne på de blade, der ligger under støvlerne.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer