Gå til hovedindhold

Tid til nye prioriteringer i Horsens



Sort pc keyboard på blå baggrund og et par briller

DEBAT - Valgkampen er i gang, og det største parti – liste A – viser musklerne. De har lejet en hel butik som valgkampsbase, flere partier, herunder Moderaterne, har valgt at undlade valgplakater. Vi gør det velvidende, at de etablerede partier har en fordel – både i synlighed og økonomi.

Af Uffe Bie, spidskandidat Moderaterne

Penge og frivillige vinder valgkampe, men at leje en butik midt i byen er alligevel et lidt overlegent træk og en reklame, der nok er mere værd end tusind plakater. Godt tænkt – det må jeg gi dem.

Samtidig flyver millionerne i valgkampen:

100 mio. til sosu’er oven i 80 mio. i forvejen, 160 mio. til skoler, 60 mio. til daginstitutioner, 20 mio. til byfornyelse i Brædstrup og over 1 mia. til en mobilitetsplan.

Og som prikken over i’et skal der også være skøjtebane på gaden til vinter – både i Horsens og Brædstrup. Gad vide om ikke isen smelter når millionerne flyver i valgkampens hede og co2 fordamper.

Det er tankevækkende, at det især er Socialdemokratiet, der deler rundhåndet ud. Er de eneste med indsigt i økonomien – eller de eneste, der har den reelle magt?

Tid til at tænke nyt

Som nyt parti i Horsens Byråd undrer Moderaterne sig over, at vi står i en situation, hvor:

  • der mangler pædagoger i daginstitutioner og SFO’er,
  • lærerne har trange vilkår i klasser med op til 26-28 elever,
  • og ældreplejen har behov for et markant løft.

Samtidig med at der nu nærmest ingen grænser er for en gylden fremtid?

Er det virkelig den politik, vi skal have mere af – eller er det tid til et nyt blik på kommunens prioriteringer?

Moderaternes fokus

Moderaterne ønsker:

  • at børnene får bedre vilkår i daginstitutioner og skoler. Den første regning er den billigste – derfor skal vi turde investere tidligt.
  • Skolemad kan virke dyr i starten, men betaler sig på længere sigt i sundhed, trivsel og læring.
  • at lokalplejehjem – som styreform med lokal ledelse og ansvar tæt på borgerne – bliver en reel mulighed.
  • at der skabes bedre adgang til parkering i midtbyen.
  • og at den kollektive trafik bliver mere sammenhængende, fleksibel og attraktiv – et bindeled til kommunens yderområder og landsbyer, så hele Horsens hænger sammen.

Vi tror på samarbejde og ansvarlighed frem for symbolpolitik og valgflæsk.

Det er tid til nye prioriteringer i Horsens – med blik for virkeligheden og respekt for borgernes hverdag.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer