Gå til hovedindhold

Børnelopper og gode grin på biblioteket



Nina Ellekjær og Lene Løvbjerg

ØSTBIRK - To lokale mødre står bag et nyt initiativ i Østbirk: Søndag den 12. oktober kl. 10-14 forvandles biblioteket til et summende marked af brugt børnetøj, legetøj og lokalt fællesskab. Helt gratis og ganske uformelt – og med plads til både første- og andengangsforældre, samt dem med flyttekasser fyldt med børneting, de aldrig fik givet videre.

Af Jørn Kildall

Hvis du en søndag formiddag pludselig ser en stime af forældre slæbende på farverige IKEA-poser og et barn eller to i slæb – så er du ikke blevet tosset. Du er bare havnet det helt rigtige sted.

Østbirk Bibliotek bliver nemlig midtpunkt for et lidt anderledes marked: Et børneloppemarked for og af familier i lokalområdet.

Bag det hele står Nina Ellekjær og Lene Løvbjerg – to mødre, som kender til både rodekasser, vokseværk og jagten på billigt flyverdragtguld.

"Vi tænkte – hvorfor ikke bare gøre det? Det koster jo ikke andet end lidt vilje og et par opslag på Facebook," griner Nina, mens Lene nikker og tilføjer:

"Og måske et tæppe til standen og et smil – så er man ret godt kørende."

Genbrug med grin

Arrangementet er helt gratis at deltage i – både som sælger og som nysgerrig lopper. Man skal blot sende en sms til enten Lene (21802715) eller Nina (60623155), hvis man vil have en plads. Og nej, man får ikke et bord – man medbringer bare sit eget tæppe. Det må gerne være lidt nusset, det passer bare til stilen.

"Det handler om at få ryddet op i gemmerne, få talt lidt med hinanden – og måske komme hjem med en ny yndlingsbog eller en elefantbamse med manglende øje, som alligevel bliver uundværlig," som Lene siger.

For nye forældre og rutinerede ryttere

Målgruppen? Den er bred. Fra vordende forældre, der skal have fingre i det første babynødvendige, til de erfarne, som endelig har fået ryddet legekøkkenet væk.

"Vi ved jo, hvor hurtigt børn vokser ud af ting. Det føles næsten uretfærdigt, at det fine regntøj kun nåede én vandpyt og så var det to numre for småt," siger Nina med et smil.

En søndag for mennesker – ikke for profit

Der er ingen fancy stande, ingen gebyrer og ingen stress. Bare hyggeligt kaos, glade børn og måske en kop kaffe fra bibliotekets automater, hvis man er heldig.

"Det skal føles lidt som en picnic – bare med små sokker og plastikkøkkener i stedet for madpakker," smiler Lene.

Så, hvis du mangler noget, har for meget af noget eller bare gerne vil hilse på nogle andre forældre i Østbirk – så er børneloppemarkedet måske lige dét, din søndag har brug for.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer