DEBAT - Selvom jeg har stor respekt for Jørgen Korshøj som lokalpolitiker og ildsjæl, ser jeg mig kaldet til at kommentere på hans seneste klumme her i avisen.
Af Jakob Nordestgaard Jensen
8740 Brædstrup
Jørgen Korshøj skriver, at man ikke kan købe sig til troværdighed i politik, og peger på partihop og løsgængeri som et centralt demokratisk problem. Men virkeligheden er, at det netop er partierne, der har udhulet demokratiet indefra.
Under 2 procent af danskerne er medlem af et politisk parti. Alligevel sidder partierne solidt på magten og kontrollerer, hvem vi andre kan stemme på, hvad kandidaterne må mene, og hvordan de skal stemme, når de er heldige at blive valgt. Hvordan kan man hævde, at det er demokratisk?
Et andet væsentligt problem er, at Folketingets kontrolfunktion over for regeringen er blevet betydeligt svækket – fordi partierne i praksis kontrollerer sig selv.
Samtidig modtager partierne massiv offentlig partistøtte og bruger enorme beløb på kampagner, rådgivere og kommunikation – alt sammen i et forsøg på netop at købe sig til vælgernes gunst. De bruger altså fællesskabets penge på at fastholde deres egen magtposition, mens demokratiets folkelige forankring forsvinder. De få løsgængere må derimod betale deres kampagneudgifter af egen lomme og levnes selvsagt ikke store chancer i et valgsystem, hvor partierne har givet sig selv alle de bedste kort på hånden.
Partihop er ikke et problem i sig selv, men en helt naturlig konsekvens, når politikere bliver presset til at stemme noget andet, end deres holdning og samvittighed tilsiger. Når politik bliver et spørgsmål om at følge partipisken frem for overbevisningen, er det ikke løsgængerne, der svigter vælgerne – det er systemet, der gør det.
Det er i direkte strid med både den demokratiske tanke og Grundlovens §56, som slår fast, at “Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning.”
Derudover er det måske en anelse frisk, at netop en kandidat for Venstre taler om vælgersvigt. For der er næppe mange, der har glemt den daværende formands klare løfte: “Jeg kan godt love, at jeg aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen som statsminister i Danmark.”
Kort efter gjorde partiet præcis det, man “aldrig” ville gøre – i bytte for ministerposter og de privilegier, der fulgte med. Det var ikke en partihopper, men et helt parti, der brød sit løfte og svigtede vælgernes tillid. Hvis man virkelig vil forstå årsagen til politikerlede, er det nok dér, man bør begynde at kigge - i spejlet.
Hvis vi virkelig vil styrke demokratiet, er løsningen ikke at give partierne mere magt, men mindre. Vi er mennesker – og bør stemme på mennesker, ikke på de udemokratiske konstruktioner, som partierne har udviklet sig til. En langt mere demokratisk model ville være at fjerne partierne fra stemmesedlen og lade personlige stemmer afgøre valget. Så kan vi igen slå fast, at Danmark har folkestyre – ikke partivælde.
Vi bør tage et opgør med partimonopolet og genopbygge et repræsentativt demokrati, hvor folkevalgte igen repræsenterer vælgerne – ikke partiledelserne.
Troværdighed i politik handler ikke om partidisciplin, men om personlig integritet. Og den begynder med at turde stå ved sine holdninger og sin samvittighed – også når det betyder, man må forlade partiet.