Erik Grip fangede både opmærksomheden og stemningen med sin karakteristiske stemme og varme tilstedeværelse. Han holdt publikum i hånden – uden egentlig at røre nogen.
SØVIND - En stemningsfuld sensommeraften bød på både solskin gennem kirkens vinduer og klassiske sange med sjæl. Publikum blev ført gennem både fortællinger og toner i selskab med en af Danmarks folkekære visesangere.
Af Jørn Kildall
Fredag den 5. september blev Søvind Kirke fyldt til bristepunktet. 125 billetter var solgt, og selv præstens kat (hvis han har én) kunne næppe have presset sig ind. Erik Grip var på plakaten – og på plads. Med guitaren over skulderen og det velkendte lune smil på læben, gik han i gang med en koncert, der hurtigt føltes mere som et møde med en god ven, man ikke har set længe.
Inden koncerten begyndte, bemærkede flere gæster den varme aftensol, der sneg sig ind gennem de gamle vinduer. "Det var nærmest som om Gud selv havde tændt spotlightet," som én af de fremmødte sagde med et grin.
Der blev både sunget og smilet. Publikum fulgte intenst med – og enkelte fandt sig til rette med korsarm i prædikestolen. Det hele foregik i øjenhøjde og med plads til eftertanke.
Sang, fortællinger og fællesskab
Erik Grip leverede ikke bare sange – han fortalte historier. Det hele flød sammen i én lang, ubrudt strøm af ord og toner. Ingen pause, ingen dikkedarer. Bare halvanden time med visekunst, nærvær og små anekdoter, der fik både latteren og stilheden til at fylde kirkerummet.
”Han kunne jo lige så godt ha’ stået i min stue,” sagde Hanne fra Søvind, da hun kom ud i den kølige aftenluft. Og hun mente det som et kompliment.
Publikum var helt med
Det var tydeligt, at de mange fremmødte, ikke blot var tilskuere, men deltagere i en oplevelse, der føltes både personlig og fælles. Man kunne høre nogen nynne med på ”Velkommen i den grønne lund” og tørre en lille tåre væk ved ”Rose skal vi danse”.
”Man glemmer lidt tid og sted,” sagde Poul, som havde taget sin kone med som overraskelse – og han fik både point for romantik og god musiksmag.
Efter koncerten stillede Erik Grip op til et billede ved døbefonten, der til lejligheden var pyntet med høstens overflod. Det var nærliggende – for aftenen føltes som en gave.
En varm aften at huske
Søvind Kirke summede længe efter af den stemning, Erik Grip havde efterladt. Og selvom bænkene måske var lidt hårde for bagdelen, var det der næppe nogen, der brokkede sig over.
”Det var lige sådan en aften, hvor man går hjem med lidt mere ro i sindet,” sagde en yngre kvinde, mens hun knappede sin jakke og fandt sin cykel i mørket.
Og det er jo egentlig det, vi allesammen håber på, når vi går til koncert – at komme hjem som en lidt bedre udgave af os selv.