ESSAY - Hvad er symptomerne? - og er det måske muligt uden langvarig indlæggelse at få stillet diagnosen?
Af Jørn Damgaard Andreasen
Hvis man er så heldig at få sine vejforhold udbedret, altså at få udbedret hullerne i vejen i sit lokale infrastrukturelle nærområde, - ja, så skal man da være glad for at man får noget lavet uden her og nu at skulle betale ekstra - som f.eks. når man skal have ”lappet huller” endnu mere intimt hos tandlægen, hvor støjen fra boret og andre af tandlægens entreprenørmaskiner ikke altid formår at overdøve angsten for den efterfølgende regning.
Den efterfølgende regning i forbindelse med udbedring af vejnettet - altså en del af infrastrukturen - foregår mere indirekte og er dermed umiddelbart usynlig, så her finder man endeligt overskud til at brokke sig, - og dermed er vel en del af diagnosen frit tilgængelig: Infra-brok! - Det er især ofte støjen fra entreprenørmaskinerne på tidspunkter, som skønnes ubehagelige for den berørte infra-brok-ramte; - men langt sjældnere er tilfældene, hvor prisen, - altså udgiften forbundet med arbejdet - vil være hovedårsagen til brokdannelsen.
For at forsøge at forstå forskellen har jeg for nyligt spurgt min tandlæge, om han kendte til, - eller havde hørt om tand-brok; - men det var helt ukendt for ham, og jeg følte næsten, at han rystede lidt på hovedet, indirekte altså, da jeg havde forladt klinikken. - En tilsvarende research har jeg afstået fra at foretage ved at spørge beslutningstagerne vedr. vejreparationers tidsmæssige placering ved nattetide; - de ville sikkert ikke nøjes med at ryste indirekte på hovedet, for det er jo nærmest indlysende, at valg af nattetider til sådanne opgaver giver færrest mulige gener for trafikanter, og den gruppe tilhører vi vel alle?
Infra-glæde er kuren!
Jeg elsker min små, smukke og gedigent asfalterede vej, som for øjeblikket anvendes intenst af store maskiner og af lastvogne i forbindelse med store forandringer af infrastrukturen omkring udvidelsen af motorvej E 45 ved Silkeborgvej.
Jeg er simpelthen så stolt over at få lov at opleve den megen trafik, at jeg er begyndt at tælle store lastvogne; - det er næsten, som da jeg var dreng og sad i grøftekanten på Ryvej i Østbirk og skrev bilnumre i et lille hæfte for bagefter at efterforske, hvor de dog kom fra. Her drejer det sig også om efterforskning, men jeg kender nu både startsted og slutsted for de lastvognstog som i gennemsnit passerer mit ydmyge landsted hvert 6. minut - og det gør de så fra kl. 05:30 og frem til ca. 15.30, altså i alt gennem 10 timer = 600 minutter, og delt med 6 giver det altså 100 transporter! - Jo, men interessant er jo så mængden af sand el.lign., og her må man jo ud i en interview-situation. Dertil kommer så de tomme returkørsler, som antageligt også udgør 100 ture, medmindre da at en lastvogn er forsvundet undervejs - - jo, så er der jo basis for en usædvanlig krimi: UDVIDELSEN AF E45 MED EKSTRA SPOR. - LASTVOGN NU SPORLØST FORSVUNDET! - Nå, så heldig kan man vel ikke være?
Jeg elsker den nye situation på mit lille søvnige landsted, for nu kommer jeg skam op og i gang fra så tidlig morgen, at jeg om aftenen er dejligt træt og ofte er faldet lykkelig i søvn, inden udsendelsen om landmænd, der søger kærlighed, løber over skærmen.
For at komme på interview-hold af en chauffør, råbte jeg flere an, men ingen havde tid til at standse. - Endeligt skete det så: Jeg tog den ”på stop”, og sandeligt: en meget stor lastvogn standsede, og jeg hoppede ind og opdagede først da, at der var tale om en kvindelig chauffør; - jeg blev da lidt nervøs: ikke fordi jeg ikke tror, kvinder kan køre lastvogn, men snarere fordi jeg havde hørt om nye udsendelser i fjernsynet om emnet ”trucker søger kærlighed” – ja, programmet hedder ganske vist egentligt ”Kærlighed i førersædet” - og jeg kunne jo ikke umiddelbart afgøre, om min chauffør i dag var en decideret man-eater; - men jeg fik skam hele turen, - ja, køreturen altså, og jeg fik da også spurgt, hvor meget sand, hun transporterede, og svaret kom prompte: 31 ton pr. tur! - Så kiggede hun over på mig med sine store, nærmest grønne øjne: ”Nu er du vel ikke journalist, for så er det altså kun 28 ton!”
Helskindet tilbage fra turen i førersædet fik jeg - næsten forynget - gang i regnemaskinen og valgte en gennemsnitstonnage på 30 ton pr tur, og 30 gange 100 giver altså 3 000 ton sand - - pr. dag: - UHA! - jeg har jo helt glemt at notere, hvor mange dage førersædetransporten har stået på, for jeg deltog jo blot denne ene gang! - Her er det vel så på sin plads at påberåbe sig kildebeskyttelse for de nærmest grønne øjne? - især da fordi glæden efter dagens oplevelse slet ingen ende vil tage!
Mindelser fra min barndom?
Min chauffør, altså hende med de store, nærmest grønne øjne, - ja, i bakgear manøvrerede hun rutineret og professionelt sin kæmpe truck efter at have transporteret endnu et tåget antal tons; - og efter at have fundet aflæsningsstedet præcist, gik kvindens tip lad i gang med en rejsning, som kunne ses på lang afstand - lidt truende, måske, men bestemt fuldt på højde med hendes mandlige kollegers.
Aftageren var en stor maskine, en såkaldt ”CAT Dozer D6” med en motorydelse på 251 hk og en vægt på 23 900 kg. - Ja, her og nu kunne jeg ikke se ”chaufføren”, i hvert fald ikke øjenfarven, men stor var maskinen!
Min ”salig moder” er heller ikke af de mindre, og jeg kom straks til at tænke på hende, - ikke på grund af størrelsen, men fordi hun bagte de mest himmelske pandekager; - og når hun bagte pandekager i køkkenet, spiste min far og jeg i dagligstuen, angiveligt fordi min far ikke tålte madosen; - jeg tror nu nærmere, at han ikke kunne holde øjnene fra pandekagerne og produktionen. - Men efter at min mor havde bagt de første 2, som hun selv test-spiste - og efterfølgende havde bagt de næste 4, ja, så gik slaget i gang: Når min far og jeg havde ”ædt” alle 4 - her hed det for en gangs skyld ikke ”spiste”, - ja, så råbte vi på flere, og min stakkels moder kæmpede bravt for at følge med.
Her foregik det vel så i en parallel situation: Lastvogne på stribe, som hvert 6. minut (i gennemsnit) under høj rejsning afleverede deres last på ca. 30 tons, og min stakkels kæmpe CAT Dozer D6, som næsten febrilsk forsøgte at ”jævne for andre den vanskelige vej”, så næste lastvogn under høj rejsning kunne aflevere sin last.
Kun sjældent lykkedes det ”CAT D6” at tilkæmpe sig en liden pause, og igen måtte jeg tænke på min mor og på de få pauser, man undte hende i det daglige, hvor min far til gengæld ofte kunne fjæle sig på divanen og nyde middagshvilen, medens min mor vaskede op og ryddede køkkenet og yderst sjældent gav udtryk for behov for hvile.
Senere på dagen oplevede jeg så igen parallellen: Da den sidste lastvogn var kørt hjem, så chaufførerne, - også hende med de store, næsten grønne øjne - kunne unde sig fyraftenens hvile efter en dag i ”førersædet”, ja, så måtte min næsten elskede CAT D6 og dens fører arbejde videre, så banen var ”kridtet op” til næste dagsproduktion.
Åh, hvor jeg dog elsker min tilværelse som nabo til en proces i infrastrukturens tjeneste, - og hvor er det dejligt, at i det mindste én af chaufførerne nu op til flere gange dagligt vinker til mig; - og er jeg ikke altid lige opmærksom, får jeg et dyt i båthornet og et glimt af et par store, næsten grønne øjne.
Aldeles privat er jeg begyndt at kalde hende ”My CAT D6 Woman”!
Om teksten
Denne tekst er et humoristisk essay af Jørn Damgaard Andreasen. Med et glimt i øjet undersøger han fænomenet ”infra-brok” – de små og store gener, der opstår, når infrastrukturen omkring os bliver repareret og udbygget. Undervejs flettes barndomsminder, observationer fra landevejen og satiriske refleksioner sammen til en legende fortælling om brok, glæde og grønøjede lastbilchauffører.