
ØSTBIRK - Over 60 seniorer brugte søndagen på tennis, petanque og fællesskab – og fik et kig ind i ØIF’s store palet af tilbud for dem over 65. En dag med grin, morgenmad og lidt sved på panden.
Tekst og foto Lisbet Kildall
”Man bliver jo ikke yngre – så man må hellere holde sig i gang!”
Sådan sagde 72-årige Hanne, mens hun tørrede panden efter en livlig omgang petanque under åben himmel ved Østbirk Idrætsforening (ØIF) søndag formiddag.
Og Hanne var langt fra den eneste, der havde fundet vej til petanquebanerne denne sensommersøndag. Over 60 friske seniorer havde nemlig sat vækkeuret og mødte op til en festlig og aktiv dag, der bød på lidt af hvert – og en del grin.

Morgenmad, fløjt og masser af skift
Dagen startede med fælles morgenmad – der var både rundstykker og kaffe i rigelige mængder. Stemningen var god fra starten, og der gik ikke længe før snakken gik på kryds og tværs ved bordene.
”Det er jo næsten som en klassefest, bare uden druk og med flere rollatorer,” lød det fra Erik på 76 med et smil, inden fløjten lød.
For ja – fløjten. Når den gav lyd, skulle der skiftes aktivitet. ØIF havde nemlig lagt et lille program, hvor deltagerne kom hele vejen rundt. Fra tennis og petanque til stavgang og sjove bolddiscipliner.
”Vi ville gerne vise, hvad vi har af tilbud til seniorer – og det er faktisk ret meget,” forklarede en af de frivillige og tovholder på dagen.

Efter frokost: På med indeskoene
Frokosten blev indtaget i fællesskab, inden deltagerne rykkede indendørs.
Her blev der prøvet kræfter med alt hvad klubben kan fremvise. Der var smil på læberne og røde kinder flere steder i hallen, og enkelte indrømmede da også, at middagsluren nok blev lidt længere end sædvanligt den dag.
”Det her burde man lave hver måned!”
ØIF håber nu, at dagen giver flere seniorer lyst til at komme lidt mere ud – og lidt mere i gang.
”Vi ved jo godt, at det både er sundt og hyggeligt at bevæge sig, men nogle gange skal man lige lokkes lidt,” som en af de frivillige sagde.
Og lokket blev de! Flere skrev sig allerede ind til prøvetimer i løbet af eftermiddagen, og et par stykker begyndte at snakke om fast petanquedag.