
Fra venstre: Mette Bock, Karin Bach, Kirsten Laursen og Anna Povlsen viser stolt nogle af de første broderier frem fra projektet om Elsebe Krabbe. Østbirks svar på Bayeux tapetet tager stille og roligt form – sting for sting. (Foto: Jørn Kildall)
ØSTBIRK - I præstegården i Østbirk summer det af nåle, historier og latter. Fire ildsjæle har kastet sig ud i et fælles broderiprojekt, der på fineste vis væver lokalhistorie, kvindekraft og kreativitet sammen. Og du kan være med.
Tekst og foto Jørn Kildall
En tirsdag eftermiddag i præstegården. Kaffekopperne er lune, og samtalen glider let hen over bordet, hvor præst Mette Bock sidder med tre smilende kvinder: Kirsten Laursen, Karin Bach og Anna Povlsen. De kalder sig selv ”brodøserne”, og ja, det lyder nærmest som en gammel håndarbejdsforening. Men her er der gang i noget helt særligt.
– Det startede med en god idé fra Karin, fortæller Mette med et glimt i øjet. – Hvorfor ikke fortælle historien om Elsebe Krabbe – Peder Skrams kone – i 12 broderede billeder?
En stærk kvinde træder frem
Elsebe Krabbe er ikke bare en historisk fodnote. Hun var en kvinde, der fødte 18 børn (ja, du læste rigtigt), skrev salmer, styrede familiens godser – og havde et nært venskab med Birgitte Gøye, kvinden bag Herlufsholm. Det er hendes liv, som nu skal broderes frem – en tråd ad gangen – i et projekt, der med glimt i øjet kaldes "Østbirks Bayeux-tapet".
Kunstneren Rikke Boserup Sjelborg har tegnet de 12 motiver, og nu overføres de til uldstof med stædige sting og stor begejstring.

Karin Bach og Anna Povlsen til fælles kaffepause i præstegården. Der bliver talt lige så meget historie som der bliver drukket kaffe – og det siger ikke så lidt! (Foto: Jørn Kildall)
Vil du være med?
– Vi har allerede lavet de to første billeder, og det kunne være skønt, hvis flere havde lyst til at være med, siger Mette og kigger rundt. – Vi håber både på lokale kvinder og måske også et par konfirmander?
Materialerne er doneret, der er støtte fra menighedsrådet, og forretningen Broderi1 i Skanderborg har hjulpet med at overføre mønstrene. Ja, selv Nationalmuseet har været spurgt til råds – men måtte give fortabt over for det uldne stof. Så løsningen blev en slags klæbende stencil, der broderes igennem og opløses i vand. Det lyder næsten som magi – men kræver både fingersnilde og tålmodighed.

(Foto: Jørn Kildall)
Informationsmøde og fællesskab
Projektet kulminerer, foreløbigt, den 30. september kl. 16 med informationsmøde i Østbirk Præstegård. Når værkerne, engang, er færdige vises de frem på et stort mobilt træstativ i kirken, klar til at bringe Elsebes historie ud i både sognet og måske til plejehjem, skoler – og hvem ved, måske endda til Helsingborg, hvor hun engang blev forlovet i domkirken.
– Det her skal være byens tæppe, siger Karin varmt. – Og hvis der kommer en mand, der kan brodere, så er han selvfølgelig også hjertelig velkommen.

(Foto: Jørn Kildall)
FAKTABOKS:
- Info-møde: Tirsdag 30. september kl. 16 i Østbirk Præstegård
- Vil du være med? Kontakt præstegården i Østbirk
- Kunstner: Rikke Boserup Sjelborg
- Hovedperson: Elsebe Krabbe (ca. 1514–1578), adelskvinde, salmedigter, mor til 18 og Peder Skrams ægtefælle